For 8. gang samler VG ind på lyserød lørdag
Lørdag den 5. oktober afholder Virum Gymnasiums elever Lyserød Lørdag for 8. gang. Sidste år samlede eleverne næsten 30.000 kr. ind, og vi håber selvfølgelig på et lige så godt resultat i år, hvor eleverne igen har bakket godt op om arrangementet. Omkring 50 elever har meldt deres deltagelse. Igen i år vil der være musikcafé i Studiesalen, hvor der også bliver solgt kaffe, te og kager. Er man lidt frokostsulten, vil der også være mulighed for at købe forskellige typer sandwich mv.
Det allerstørste trækplaster ved arrangementet er altid vores lotteri. Igen i år vil vi forsøge at få nogle fodboldtrøjer, som kan være trækplaster til lotteriet sammen med de mange fine præmier, vi får doneret fra Virum-Sorgenfri forretninger og Lyngby.
I år har vi også et tøjloppemarked, hvor man kan få sig et billigt, godt stykke tøj.
Hvis der skulle være nogle, som gerne vil donere penge, men som ikke kan komme til selve arrangementet, kan dette gøres via MobilePay til:
Vi opfordrer også alle, som ser dette, til at komme og støtte elevernes fine arrangement, som hjælper til forskning i brystkræft. Har man pænt tøj, som man gerne vil give til arrangementet, eller ting til lotteriet, kan det afleveres på Pia Gars’ kontor.
For børn vil der ligesom tidligere år være både en flødebollemaskine og en krea-bod på loftet, hvor der er ansigtsmaling, perler, maling og hygge.
Vi glæder os til at se jer alle til en hyggelig eftermiddag på Virum Gymnasium den 5. oktober
kl. 12.00 – 16.00.