SF’eren fra Virum overtager posten efter Jacob Mark, der har valgt at forlade politik
Før han blev valgt ind i folketinget, var Sigurd Agersnap, som rigtig mange af vores læsere vil vide, lokalpolitisk aktiv. Han har siddet i Lyngby-Taarbæk kommunalbestyrelse seks år og var 1. viceborgmester i to år indtil han i 2022 blev valgt til folketinget.
Ifølge SF-formanden Pia Olsen Dyhr har skatteordfører Sigurd Agersnap allerede overtaget børneordførerposten efter Jacob Mark, som forlader politik 1. december efter 15 år som folkevalgt.
– Det bliver godt. Og lad os så se, hvem der bliver gruppeformand, har hun udtalt til TV2. Også her kan Sigurd Agersnap komme på tale ifølge de fleste politiske kommentatorer, bl.a. Elisabeth Svane fra Politiken. Partiets politiske ordfører Signe Munk nævnes som en anden mulig kandidat til posten.
Om udnævnelsen til børneordfører siger Sigurd Agersnap til denne avis:
“Jeg tror ikke, at man kan opstøve en SF’er noget sted i landet, som ikke brænder for børneområdet. Så det er da stort, at få lov at skulle være partiets børneordfører. Det er noget af det vigtigste for os, at flere børn trives og får den hjælp de har brug for. Jeg er blevet far for nyligt, og har derfor også set lidt mere Minisjang end tidligere. På Minisjang har de sloganet ‘mest for de mindste’. Det kan jeg ret godt lide, og sådan synes jeg også, politikken skal være. Den skal være mest for de mindste. Mest for at flere børn mødes at voksne med tid til dem og overskud til deres problemer. Desværre så er der i dag alt for mange børn, som får skolevægring, venter alt for længe på en udredning, eller på anden vis ikke får den hjælp der er brug for. Det er ganske enkelt for dårligt. Vi lever på mange måder i et overflodssamfund. Vi bliver rigere og rigere, men det er godt nok svært at mærke, når man står over i børnehaven og spejder efter en pædagog eller på skolens lidt for slidte legeplads. Det handler om prioriteringer, og der vil jeg, ligesom Jacob har gjort, kæmpe for at børnene bliver prioriteret højere”.
Fra denne avis skal der lyde et STORT tillykke til Sigurd, som er på barselsorlov med sønnen Elmer indtil den 1. december – altså samme dag, som Jacob Mark forlader folketinget – for denne velfortjente anerkendelse.
Vi bragte i oktober 2022 dette interview med ham:
Fodbold førte til politik
Sigurd Agersnap har siden barneårene været en ivrig fodboldspiller, og bestyrelsesarbejde i den forbindelse gjorde ham interesseret i politisk arbejde
Af Kim Engelbrechtsen og Hans-Jørgen Bundgaard
Forleden fik vi på redaktionen besøg af Sigurd Agersnap (SF), viceborgmester og formand for dagtilbudsudvalget. Vi bad ham til en begyndelse fortælle lidt om sig selv.
– Jeg er 29 år og er opvokset i Virum på Parkvej. Jeg har gået på Fuglsanggårdskolen og været fodboldtræner og spillet dernede i B82 og har gået på Virum Gymnasium, hvor jeg var med i elevrådet. Noget af det, der nok har formet mig, var det fantastiske ungdomsliv, der dengang var med KIub 10 og ungdomsskole på tværs. Og så var det at komme på efterskole ved Kalundborg helt klart noget, der øgede min interesse for politik. Vi havde mange politiske drøftelser, og det var efter efterskoleopholdet, jeg meldte mig ind i politik.
Sigurd bor i dag i Lyngby på Ulrikkenborg Allé med sin kæreste Helene, der læser journalistik på Roskilde Universitet.
Mor meldte ham ind i SF-ungdom
Sigurds mor Hanne var i en årrække politisk aktiv for SF, og der blev efter TV-avisen diskuteret meget politik omkring bordet, da Sigurd var barn og ung. Hanne kom på et tidspunkt og sagde, at hun ville melde ham ind i SF-ungdom. Men efter et par dage meldte han sig ud, for mor skulle eddermame ikke bestemme. Og så gik der et par år, hvorefter han kom med igen.
Sigurd blev uddannet i Statskundskab på Københavns Universitet for to år siden og arbejder i DR som konsulent i Generaldirektørens sekretariat.
Herefter bad vi Sigurd sætte nogle ord på, hvorfor processen med at udvikle Virum Bymidte har været så langsommelig. Vi spurgte:
Efter adskillige møder, workshops m.m. blev beløbet jo bevilget tilbage i 2017, og nu 10 år efter at processen startede, er der intet sket. Jo, den private bygherre Reitan Group er for længst færdige med deres byggeri af Rema 1000 og Føtex, men den kommunale del er aldrig blevet færdig. Hvorfor?
For langsomme i kommunen
– Jeg indrømmer gerne, at Lyngby-Taarbæk Kommune har været alt for sen til at handle – og jeg kan tilføje, at det generelt kun er 70 % af de bevillinger, der vedtages af kommunalbestyrelsen, som i virkeligheden bliver udmøntet i projekter. Jeg foreslår derfor, at projektet i Virum bliver delt i to, så man kan starte med den del, der hedder Frederiksdalsvej mellem Grønnevej og Skovridergårdsvej (det er den billigste del af projektet), og så må rundkørslen vente.
Vi spurgte naturligvis også til projektet på Sorgenfri Torv, som foreløbig har været 23 år undervejs og er gået i hårdknude, fordi bygherre og kommune står stejlt overfor hinanden, til stor ulempe for borgere og forretninger.
Sigurd mente, at det burde være muligt med nogle små justeringer at få et samarbejde i gang, da torvet forfalder mere og mere.
Endelig spurgte vi til tomme grunde, der bare ligger og ser grimme ud – her talte vi bl.a. om den gamle Brandskole/Jehovas Vidner på Kongevejen, som nu i mange ligger som et tilvokset hul i jorden.
Han forklarede, at kommunen ingen mulighed har for at bestemme over området, men at de løbende har kontakt til ejeren.
God løsning ved Virum skole
Et andet lokalt emne, vi spurgte til, var Institution på Virum Skoles områder: Her var Sigurd glad for, at man ikke tager noget af skolens areal, men at man har fundet en løsning med bygning af daginstitutioner på et andet areal ved siden af skolen.
Vi talte om problemet med trafikken i området, når nu der kommer endnu flere børn og forældre til området. Han mente, at det kunne afhjælpes ved en markant ændring af såvel Parcelvej som Skolebakken uden biltrafik og med gode afsætningspladser for forældrene.
Ro på
Et af de slogans, der er på Sigurds valgplakater, lyder sådan: ”Giv vores børn ro på”. Vi bad ham forklare, hvordan det kan gøres helt konkret.
– Ved ikke at flytte nogen børn fra vuggestue op i børnehave, før de er tre år, uden at normeringen følger med. Der har været en tendens til, at man har flyttet børn op, når de var to år og otte-ni måneder, og så har man egentlig ikke sørget for, at der fulgte den ekstra pædagogkraft med, og det tror jeg på, giver en mere hektisk hverdag, og jeg tror, det er ret afgørende, at de små børn er klar til et børnehaveliv, hvor der er mere larm end i vuggestuerne. Og det samme egentlig med skoleovergangen, der følger normeringen ganske vist med, men jeg synes godt, vi kan diskutere, om det er smart, at vi på alle skoler har start i maj måned. Det betyder jo, at de små starter i SFO´en samtidig med, at skolebørnene starter. Det giver en frygtelig stresset hverdag for de små.
Lyseslukker
Da vores møde var ved at være ovre, drillede vi Sigurd lidt og gav ham øgenavnet ”lyseslukkeren”. Vi havde nemlig hørt i radioen, at han er imod Lyngby Handelsforenings beslutning om at tænde julelys i et begrænset omfang fra den 18. til den 28. december.
– Ja, det er rigtigt, grinede han på vej ud ad døren.
– Jeg synes, at beslutningen er forkert. Det er muligt, at der ikke bliver brugt så megen strøm, men i disse sparetider er det et rigtig dårligt signal at sende.
Du kan også møde ham i TV 2 Kosmopols serie “1 ud af 70” her.