Tirsdag formiddag den 26. september sprænger Naturstyrelsen trækronen væk på en af de gamle bøge nær Ulvedalen af sikkerhedsmæssige årsager
“Der sprænges!” Sådan vil det runge i Jægersborg Dyrehave på tirsdag, når Naturstyrelsen sprænger toppen af et stort bøgetræ på seks tons i luften.
Træet har råd i bund og stamme og er derfor til fare for sine omgivelser. Det syge træ hælder bl.a. ind over det område, der om sommeren lægger areal til cykelparkering, toilet og bar til den årlige teaterforestilling i Ulvedalene.
Dyrehavens gamle trækæmper får normalt lov til at dø en naturlig død og falde sammen som følge af råd og svamp. Men de steder, hvor træerne udgør en sikkerhedsmæssig risiko, griber Naturstyrelsen ind.
– Når vi sprænger trækronen væk, så fjerner vi risikoen for at store grene vil falde ned der, hvor der færdes mennesker. Og når vi kun fjerner kronen, kan de flotte, gamle træer få lov at stå oprejst i mange år endnu. Stående døde eller døende træer er et førsteklasses levested for en lang række insekter, svampe og fugle, som finder føde og hakker redehuller, siger Jes Aagaard, naturvejleder i Naturstyrelsen.
De døde træer kan også blive et potentielt levested for Europas største billeart – eghjorten, som er udsat i Dyrehaven.
Udover træet ved Ulvedalene, sprænger Naturstyrelsen også toppen af et risikotræ på Dronningevej tæt på Fortunen.