Læserbrev fra Regitze Storm, der er chokeret over på et møde med kommunen at høre om de elendige forhold, der angiveligt er for både børnene med særlige behov og skolens lærere
Jeg var i mandags til møde på Lyngby/Taarbæk kommune, med to kommunalpolitikere, der gerne ville høre, hvordan vi I Lyngby kunne tilbyde bedre forhold for børn med særlige behov.
Til mødet var der mødt en del pædagoger op, der er ansat i kommunen. Derudover var der en repræsentant for Dansk Handikap Forening og sidst, men bestemt ikke mindst, var der mødt en gruppe af forældre op, der har børn i Sorgenfriskolen.
Kommunalpolitikerne valgte allerede fra starten af mødet at dedikere en del af mødet til disse forældre, da de sagde, at de godt vidste, at forholdene på skolen var problematiske. Jeg tænkte ved mig selv- hvor slemt kan det mon være. Jeg skal lige love for, at jeg ikke i min vildeste fantasi kunne have forestillet mig, hvor skrækkelige og direkte horrible forholdene, som blev beskrevet, åbenbart er på Sorgenfriskolen.
Forældrene berettede om børn, der fik varige fysiske skader af leg på en forfalden legeplads, om små indskolingsbørn, der blev efterladt uden opsyn, fordi nogle af deres klassekammerater var så udfordrede, at lærerne var nødsaget til at efterlade dem alene for at skærme og passe på de andre børn, om klasser hvor normeringen var på én måde, men pludselig skulle varetage over den dobbelte kapacitet, uden at der blev tilført flere voksne, om børn der var sansemotorisk-forstyrrede men blev sat i klasse med udadreagerende børn, om en endeløs række af skiftene vikarer, om børn der intet sprog har, men ingen hjælp får til håndtering, om kaotiske trafikale forhold, der gjorde børnene bange og utrygge, om lærere der sagde op på stribe, fordi de ikke kunne klare det hårde og kaotiske arbejdsmiljø….. og jeg kunne blev ved.
Det værste var, at disse forfærdelige beskrivelser kun fortsatte, da pædagogerne, der alle arbejdede forskellige steder i hele kommunen med børn med vanskeligheder både på normalområdet og på det specialiserede område, fik lov til at fortælle.
Generelt var alle frustrerede og kede af det. Kede af at bo i en kommune, hvor børn ikke prioriteres, og hvor fagkundskabens erfaringer ikke tages til indtægt – og kede af, at skulle byde de vigtigste borgere i vores kommune så direkte horrible forhold.
Det må være muligt at gøre det bedre. Vi er én af landets rigeste kommuner. Andre kommuner i landet – med dårligere eller lignende økonomisk grundlag – gør det generelt langt, langt bedre end i Lyngby/Taarbæk. Derfor er den eneste løsning, at vi må presse vores kommunalpolitikere til at prioritere alle børn i Lyngby/Taarbæk. Lige nu er forholdene pinlige og uværdige.
