Der var engang et paradis – læserbrev

Midt i Kgs. Lyngby nord for København ligger værestedet Paradiset. Et værested under Kirkens Korshær. Her betjenes omkring 60 af kommunens mest sårbare og udsatte borgere dagligt. Her serveres morgenmad, kaffe, te og frokost. Her og en hyggelig gård og to små bygninger, hvor vi kan få varmen, et spil billard, en snak og ikke mindst et fællesskab.

Som brugere har vi meget forskellige baggrunde, men fælles for os er, at vi har set de sværeste sider af livet. Og når man har mistet meget, eller alt, er fællesskabet vejen ud af ensomhed og vejen frem. Noget at stå op til, noget at glæde sig til. Nogen at spise et varmt måltid mad sammen med. Opleve at der er brug for en og at man er ønsket. Et sted hvor man mødes og rummes som den man er og gives værdi. Her danner vi venskaber og netværk. Vi holder jul og nytår, fejrer fødselsdage og siger farvel.

Et fællesskab hvor vi passer på hinanden og diskuterer, ligesom enhver anden harmonisk dysfunktionel familie.

Det lyder alt sammen meget idyllisk, men denne ”der var en gang” fortælling har ikke umiddelbart udsigt til en lykkelig slutning. Der kommer ikke en prins og reder dagen og vi får ingen prinsesse for mudderet i vores træsko.

For Paradiset har fået svamp – skimmelsvamp. Og selvom det lyder som en joke fra vagtlægen, er det den skinbarlige sandhed. Det umuliggør brug af bygningerne, herunder stedets køkken. Paradiset og dets brugere er blevet hjemløse. Vi har ingen steder at flytte hen. Dette på trods af, at nye bygninger har været på tale i en rum tid, da de nuværende bygningers totale forfald, længe har været kendt.

For nogle udgør Paradiset den eneste sociale kontakt, for andre betyder det det eneste måltid, for mange begge dele. Paradiset er alvorligt truet og en frygt for nedlukning velbegrundet. Nedlukning vil være en katastrofe for mange mennesker, hvis livsgrundlag primært findes her.

I år valgte Lyngby-Taarbæk Kommunes kommunalbestyrelse at tildele Paradiset prisen for ”Årets frivillige sociale indsats”. Tusind tak for anerkendelsen! Men hvor er opbakningen?

Det er ikke lokal opbakning der mangler. Værestedet kører med meget få, men dedikerede, ansatte, der suppleres af mange dedikerede frivillige. Brugere byder gerne ind hvor de kan og er en aktiv del af fællesskabet. Tak for indsatsen! Her doneres brugt tøj mm. fra borgere såvel som institutioner i kommunen. Tusind tak!  Uden frivillighed og venlighed ville vi slet ikke kunne overleve – og det kan vi så ikke alligevel – for hvem skal betale for tag over hovedet og lødige forhold. Alle kan være enige om at ideen er god, men hvis ingen ønsker at finansiere projektet, forbliver det blot en venlig tanke – og bevares det luner, men ikke helt så meget som en skål suppe inden døre.

Ensomheden spreder sig i denne mørke tid når de små fællesskaber opløses. Det koster liv. Små fællesskaber er livsbekræftende og livsnødvendige.

At søge hjælp kan kræve hjælp

Desværre tjener værestedet Paradiset som eksempel, et hjerteskærende eksempel. Landet over er væresteder og varmestuer under voldsomt pres og flere lukker ned. De mest udsatte danskere nomader rundt i landet for at finde lidt varme, lidt mad og lidt selskab – alle tre livsnødvendige ting.

Men væresteder og varmestuer bidrager med meget mere end det. Her ydes bistand til at få den rette kontakt til kommunen, her ydes hjælp til lægehjælp, her vaccineres, her deles og ydes. Her findes støtte til at opretholde en tilværelse, komme videre i tilværelsen, overleve tilværelsen.

Når livet er hårdest og man er ensom og bange, så har man brug for hjælp – hjælp til at finde styrken, til at modtage hjælp. Her spiller varmestuer og væresteder en vigtig rolle. Når livet føles som Sisyfosarbejde er fællesskabet hånden i ryggen.

I Paradiset er vi i direkte kontakt i, øjenhøjde. Her er trygge rammer, tid og ro. Ligestillede at tale med og ansatte og frivillige med hjerterum. Med den tætte daglige kontakt er der god mulighed for motivation og støtte til at få søgt den hjælp man har brug for. En central del af indsatsen for socialt udsatte.

En vigtig del af en social indsats

Væresteder og varmestuer er vigtige sociale institutioner, der yder en vigtig social indsats. Og der ligger et stort potentiale i at invitere væresteder og varmestuer ind i et koordineret kommunalt samarbejde. Det vil styrke og løfte kvaliteten af det i forvejen kvalificerede arbejde væresteder og varmestuer bidrager med. Vi vil hurtigere kunne yde den enkelte en koordineret indsats. Et potentiale der går tabt, når væresteder og varmestuer lukker.

Antallet af brugere af værestedet Paradiset stiger støt. Samtidig oplever vi at de brugere der kommer til, er dårligere fungerende end før hen. Brugere der er for fysisk eller psykisk medtagede til, at vi kan yde dem den hjælp, de så hårdt har brug for. Med et samarbejde har vi mulighed for at agere brobygger mellem bruger og kommune og dermed mulighed for at yde, de der ellers glemmes, den hjælp de længe har haft brug for. Det er behov for et bredere samarbejde hvis alle skal have en chance.

Der er brug for bred politisk opbakning til at bevare og støtte væresteder eller varmestuer, i en hver kommune. Kommunal beliggenhed øger muligheder for at målrette indsatsen for den enkelte fra begyndelsen. Og det er der stærkt behov for. Og kommunerne har brug for hjælp til at finansiere et sådant initiativ.

Et samarbejde mellem væresteder, varmestuer og kommuner vil kunne spare mange kræfter. Hurtigere kontakt, hurtigere hjælp, hurtigere forhøjet livskvalitet.

Lad væresteder og varmestuer være en aktiv del af, og en partner i, at bevare rummeligheden og omsorgen for de mest udsatte.

Og mens vi venter på prinsen på den hvide hest, tørre fødder og en ”de levede lykkeligt til deres dages ende” slutning, opgiver vi ikke håbet om, at nogen vil se lyset i at værne om de mest udsatte. Vi har alle en stemme og vi har alle brug for at blive hørt. Vi er alle en del af samfundet og der er brug for alle i det store perspektiv. Vi i Paradiset har i den grad brug for hinanden. Men nu hvor vi er sat for porten, har vi kun gården at benytte og det er selvsagt ret koldt på denne årstid. Væk er den varme kaffe, væk er morgenmad og frokost. Væk er varmen.  Og sådan er det landet rundt, vi fryser. Og nok er vi solidariske, men det er ikke spor rart at fryse i utilsigtet solidaritet. 

Marie Hertz

Bruger af Paradiset