Foto: Allan Theill
I uge 33 slår Balletkompagniet dørene op til en ny balletsæson i balletstudiet i Lyngby Storcenter. Her kan både børn fra 2 år, unge og voksne deltage i ugentlig balletundervisning og blive en del af et lokalt fællesskab med fokus på bevægelse, læring og danseglæde.
Undervisningen har til formål at udvikle elevernes styrke, smidighed, musikalitet, koordination, kropsbevidsthed og koncentration. Samtidig lægges der vægt på fællesskab, hvor deltagerne får mulighed for at skabe nye venskaber og udvikle sig sammen med andre.

I løbet af sæsonen får eleverne også mulighed for at optræde foran et publikum. Balletkompagniet arrangerer blandt andet juleballet og en diplomoverrækkelse ved sæsonens afslutning. Optrædenerne giver eleverne mulighed for at opleve scenens særlige atmosfære med kostumer, lys og musik.
Familierne bliver også inddraget i balletlivet. Den sidste undervisningsgang hver måned er der se-på-dag for elever mellem 3 og 9 år, hvor forældre og øvrige familiemedlemmer kan overvære de sidste ti minutter af undervisningen. Derudover afholder Balletkompagniet to gange om året åbent studie, hvor familie og venner kan følge en hel balletklasse – fra de første øvelser ved barren til de afsluttende trin på gulvet.
Ifølge Balletkompagniet er målet at skabe et trygt miljø, hvor børn kan tage deres første dansetrin, udvikle deres talent og opleve glæden ved at være en del af et fællesskab.
Balletkompagniet har undervist børn, unge og voksne siden 2007 og har til huse i Lyngby Storcenter.







