Fredag aften mødes den danske folkemusikgruppe Phønix og den kinesiske sanger SangKa i en koncert, hvor forskellige musiktraditioner, generationer og musikalske forudsætninger kan mødes. Lørdag middag lægger det omrejsende festivalensemble fra ungdomsstævnerne ROD og FOD desuden vejen forbi Frederiksdal og giver især festivalens unge gæster mulighed for at opleve musik skabt i og omkring det meget levende ungdomsfolkemusikmiljø.
For første gang byder festivalen også på programpunkter skabt særligt til børn. Lørdag formiddag kan de yngste gæster opleve opera i børnehøjde, når Mutatis inviterer indenfor i Den Røde Lade til en musikalsk fortælling, der åbner operagenren for nye ører. Forestillingen er en del af festivalens ønske om at skabe oplevelser, hvor børn ikke blot følger med de voksne, men får deres egen vej ind i musikken.

Samtidig er der masser på programmet, som hele familien kan være fælles om. Festivalens program med talks, walks og workshops byder blandt andet på fælles morgensang og et møde med Frederiksdals helt egen naver, der fortæller om håndværk, traditioner og livet på valsen.
Her kan et nysgerrigt barn og en garvet tømrer få lige meget ud af at lytte med til et oplæg hvor der er rig mulighed for at stille spørgsmål og komme tættere på en helt særlig håndværkstradition.
Musik mellem slot, skov og lade Siden 2020 har Frederiksdal Chamber Folk Festival samlet publikum og kunstnere omkring koncerter, dansegulve, jams, fællesspisning og kunstneriske møder midt i skoven ved Frederiksdal Slot.
Årets musikprogram bevæger sig igen på tværs af folkemusik og klassisk musik – fra de nære og eftertænksomme øjeblikke i slottets historiske havesal til dans, fællesskab og levende musik i Den Røde Lade og mellem skovens træer.
Festivalen arbejder bevidst med at gøre grænsen mellem scene og publikum mindre tydelig. Kunstnere og gæster opholder sig side om side på festivalpladsen, musikere mødes i spontane jams, og flere af programpunkterne inviterer publikum til selv at synge, danse, lytte eller gå på opdagelse.
Det brede program betyder, at man både kan tage afsted for at fordybe sig i musikken, få jord under neglene i mødet med håndværk og natur eller blot nyde en sensommerdag med familien. Og for dem, der ikke vil hjem, før den sidste tone har lagt sig mellem træerne, er der mulighed for at overnatte på festivalens teltplads.
En festival, der hører til på Frederiksdal
Frederiksdal Slot og de omkringliggende skovområder er ikke blot kulisse for festivalen, men en aktiv del af dens identitet. Koncerter og aktiviteter finder sted i slottets havesal, i laden og ude i landskabet, mens stedets historie, natur og håndværkstraditioner sætter tydelige spor i programmet.
Festivalen arrangeres af den almennyttige forening Frederiksdals Fællesskaber i tæt samarbejde med Frederiksdal Slot. Ambitionen er at skabe et sted, hvor kultur, natur og fællesskab går hånd i hånd – og hvor både trofaste festivalgæster og mennesker, der besøger festivalen for første gang, kan føle sig hjemme.
Praktisk information Frederiksdal Chamber Folk Festival 21.–22. august 2026 Frederiksdal Slot Hummeltoftevej 187 2830 Virum
Læs mere og find billetter og program:
www.frederiksdalslot.dk/folk-festival







