Unge mellem 18 og 29 år i Lyngby-Taarbæk Kommune kan igen komme gratis på kursus og møde andre om en fælles interesse. UngSkaber, der er skabt i et samarbejde mellem Lyngby-Taarbæk Kommune og FOF København og Nordsjælland, fortsætter med en ny sæson efter de første erfaringer fra foråret.
I foråret blev første sæson af UngSkaber skudt i gang. Nu fortsætter samarbejdet mellem Lyngby-Taarbæk Kommunes Ungeenhed og FOF København og Nordsjælland med nye hold for kommunens unge.
Idéen er enkel: De unge mødes om noget, de har lyst til at lære. Der er ingen karakterer eller eksamener, og man behøver ikke have erfaring på forhånd. Undervisningen foregår på små hold med plads til både fordybelse og fællesskab.
“Ambitionen er, at UngSkaber kan åbne nye døre for unge. En interesse kan være begyndelsen på meget mere end at lære at tegne, lave mad eller spille musik – den kan også føre til nye relationer, større tro på egne evner og mod på at tage næste skridt i livet, for eksempel mod en uddannelse eller job. Det er den mulighed, vi sammen med Lyngby-Taarbæk Kommune gerne vil give flere unge,” siger Helle Hardy-Hansen, partnerskabskonsulent i FOF København og Nordsjælland.

Når fælles interesser skaber fællesskab
UngSkaber er udviklet i et tæt samarbejde mellem Lyngby-Taarbæk Kommunes Ungeenhed og FOF København og Nordsjælland. Kommunen bidrager med sin viden om de unge og deres hverdag, mens FOF bidrager med erfaring i at skabe undervisning og folkeoplysende fællesskaber.
Samtidig er FOF og kommunen i dialog og samarbejde med andre aktører på ungeområdet, blandt andre Headspace, Startblokken og Ungekontakten. Det skal både være med til at sikre, at UngSkaber når ud til de unge, og at forløbene spiller godt sammen med de øvrige tilbud og fællesskaber, der allerede findes lokalt.
Erfaringerne fra den første sæson tages nu med ind i sæson 2 – blandt andet i arbejdet med, hvordan unge inviteres ind og tages imod, og hvordan kommune, aftenskole, undervisere og lokale ungeaktører sammen kan skabe gode rammer for deltagelse.
Gratis hold med løbende optag
I den nye sæson kan unge blandt andet vælge mellem:
- Bæredygtigt design og syning
- Musikalsk Frirum
- Nem og sund hverdagsmad
- Få ro på i naturen
- Tegning – find din egen streg
Alle UngSkaber-forløb er gratis for unge mellem 18 og 29 år i Lyngby-Taarbæk Kommune. Man kan tilmelde sig flere hold, og der er løbende optag – også efter et forløb er begyndt.
Se hold og tilmeld dig:
https://www.fof.dk/koebenhavn-og-nordsjaelland/partnerskaber/ungskaber
Om UngSkaber
UngSkaber er et samarbejde mellem Lyngby-Taarbæk Kommunes Ungeenhed og FOF København og Nordsjælland. Gennem gratis, interessebaserede kursusforløb er ambitionen at skabe flere muligheder for læring, deltagelse og fællesskab for unge i kommunen.







