Rolf Aagaard Svendsen, flankeret af direktør Malina Lebrecht Hye, samt skuespiller Niels Olsen
.
Traditionen tro blev Bakkens Oscar uddelt den 19. august, og i år gik den traditionsrige hæder til en mand, der for længst har afleveret borgmesterkæden, men bestemt ikke forbindelsen til Bakken.

Årets modtager er Rolf Aagaard-Svendsen, tidligere borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune (2001 til 2009).
Umiddelbart kunne man måske spørge, hvorfor en tidligere borgmester skal hædres hele 17 år efter, at han forlod borgmesterkontoret. Men Bakkens Oscar handler heldigvis ikke om aktualitet eller kommunale dagsordener. Den gives til personer, der har udvist særlig fantasi og initiativ til gavn og glæde for Dyrehavsbakken.
Og her har Rolf Aagaard-Svendsen “samlet point nok” gennem årene. Både før, under og efter sin borgmestertid har han haft et nært forhold til Bakken, og som borgmester gjorde han en særlig indsats for den gamle forlystelsespark.
Ankomst med stil
En Bakkens Oscar bliver naturligvis ikke bare overrakt ved, at man møder op, får et diplom i hånden og går hjem igen.
Traditionen skal holdes.

Derfor ankom Rolf Aagaard-Svendsen sammen med sin familie i en til lejligheden fint pudset kapervogn. Det er trods alt Bakken – og her må en tidligere borgmester gerne gøre sin entré med lidt mere stil, end hvis han var kommet med bussen.
Efter ankomsten sørgede Bottos Jazzband med et par hyggelige numre for den rette Bakke-stemning, inden Bakkens direktør Malina Lebrecht Hye bød velkommen og fortalte om overvejelserne bag valget af årets prismodtager.
Så kom dagens måske mest dramatiske øjeblik.

Det flotte maleri af Rolf Aagaard-Svendsen, udført af Bakkens husmaler Jeppe Eisner, skulle afsløres. Det viste sig imidlertid, at indpakningen ikke havde tænkt sig at overgive sig uden kamp.
Sidste års prismodtager Niels Olsen stod for afsløringen, og efter lidt arbejde lykkedes det endelig at få fronten af og præsentere maleriet.
Dermed er næste udfordring overladt til familien Aagaard-Svendsen: Hvor skal Rolf hænge?
For et stort portræt af familiens tidligere borgmester skal jo have en ordentlig plads. Og når først det kommer op på væggen, kan Rolf fremover sidde og kigge på resten af familien – også på dage, hvor han selv ikke er hjemme.
Niels Olsen sørgede efterfølgende for det helt rigtige hurra, inden årets Oscar-modtager selv fik ordet.

En takketale med en dårlig reklame for spilleautomater
Rolf Aagaard-Svendsens takketale blev ikke nogen lang politisk redegørelse, men derimod en række små anekdoter fra et langt liv med Bakken.
Blandt andet fortalte han om sine oplevelser med Bakkens spilleautomater som barn. Dengang gik det i begyndelsen fremragende. Han vandt og vandt – indtil lykken vendte, og han til sidst tabte det hele igen.
Den oplevelse gjorde åbenbart så stort indtryk, at han aldrig siden har spillet.
En glimrende historie.
Om den ligefrem gavner omsætningen ved Bakkens spilleboder, er nok mere tvivlsomt.
Men en Oscar fik han alligevel.

Men hvorfor hedder det egentlig Bakkens Oscar?
Navnet kan umiddelbart få tankerne til at gå mod Hollywood, røde løbere og gyldne statuetter, men historien bag Bakkens Oscar er en ganske anden.
Traditionen går tilbage til begyndelsen af 1970’erne, og navnet henviser til den legendariske teltholder og såkaldte Bakke-konge Oscar Pettersson (1911-1995).
Oscar Pettersson var gennem mange år en markant personlighed på Dyrehavsbakken og stod blandt andet bag Bakkekroen og Oscars Bøfbar. Han var initiativtager til Bakkens Oscar, som blev skabt som Bakkens egen særlige hæderspris.
Den første pris blev uddelt i 1971.

Gennem årene er hæderen gået til en lang række kendte personligheder, der på forskellig vis har haft betydning for Bakken. Fællesnævneren er, at prismodtageren skal have ydet en særlig indsats til gavn og glæde for verdens ældste forlystelsespark. Blandt tidligere modtagere finder man bl.a. Dirch Passer, Lise Nørgaard, Johnny Reimar, Prins Henrik, Ulf Pilgaard, Sigurd Barrett og Morten Eisner. I 2025 gik prisen til Joy-Maria Frederiksen og Niels Olsen.
Rolf Aagaard Svendsen er den tredie borgmester der får prisen. Både Kaj Aage Ørnskov (1997) og Sofia Osmani (2017)
Den 19. august 2026 blev endnu et navn føjet til rækken.
Rolf Aagaard-Svendsen kan nu skrive tidligere borgmester og modtager af Bakkens Oscar på visitkortet.
Borgmesterkæden måtte han aflevere for mange år siden.
Maleriet får han til gengæld lov til at beholde.



Mange glade gæster, venner af bakken, tidligere Oscarvindere var mødt op for at fejre den nye Oscarvinder







