Mandag den 14. september kl. 19:30 danner Sorgenfri Kirke rammen om en unik koncert med Lyngby-Taarbæk Brass Band. Der er tale om en temakoncert med titlen ”Salvation Army Brass”, hvor orkestret præsenterer musik udelukkende fra Frelsens Hærs musikalske arkiver. Og det er et musikalsk og åndeligt skattekammer, som der bliver åbnet op for ved koncerten.
– Det er musik skrevet med troen som udgangspunkt – men med et musikalsk vingefang, der rækker langt ud over Frelsens Hær. Noget af den fineste brass band-musik gennem generationer ligger gemt i dette repertoire, og nu skal den igen ud af arkivet og præsenteres for publikum, siger brassbandets faste dirigent Michael Aaberg Thomsen, som også dirigerer koncerten.
I løbet af koncerten præsenterer brassbandet musik af bl.a. Eric Ball, Peter Graham og Leonard Ballantine, som alle er anerkendte komponister og arrangører og nogle af sværvægterne inden for brassband-musikken.
– I Eric Balls musik mødes brass bandets store klang med noget dybt menneskeligt og åndeligt. Det oplever man ikke mindst i koncertens hovedværk High Peak, hvor Ball tager os med på en musikalsk rejse mod toppen – gennem længsel, kamp og modgang til den forløsning, der venter på højderne. Det er musik med både dramatik, eftertanke og en helt særlig tro på lyset forude, siger dirigent, Michael Aaberg Thomsen.
Billetter sælges ved indgangen fra kl. 19:00. Pris 100,- kr. for voksne og 50,- kr. for børn (u. 12 år).
Dato: Mandag den 14. september
Tid: Kl. 19:30-20:45
Sted: Sorgenfri Kirke, Hummeltoften 1, 2830 Virum







