Rahel Talts Quartet
.
Der bliver mulighed for at opleve international jazz i Templet i Kgs. Lyngby, når Rahel Talts Quartet går på scenen onsdag den 23. september.
Billetsalget til efterårssæsonen begyndte den 8. august, og interessen har allerede været stor. Decemberkoncerten er udsolgt, mens der kun er en enkelt billet tilbage til koncerten med Jakob Dinesen.
Næste navn på programmet er Rahel Talts Quartet, der spiller i Templet på Jernbanevej 16 onsdag den 23. september kl. 20.00-22.30.
Kvartetten består af Rahel Talts på piano, Donatas Petreikis på saxofon, Mariusz Praśniewski på bas og Jesper Lørup Christensen på trommer. Musikerne kommer fra henholdsvis Estland, Litauen, Polen og Danmark, men gruppen er hovedsageligt baseret i København, hvor medlemmerne har studeret og mødt hinanden.
Baltiske og nordiske toner
På repertoiret står original musik skrevet af den estiske jazzpianist og komponist Rahel Talts. Musikken bevæger sig inden for energisk, akustisk og melodisk jazz med inspiration fra både baltisk og nordisk folkemusik samt den traditionelle jazz.
Rahel Talts arbejder blandt andet med enkle og fængende melodier, fyldige harmonier og markante rytmer.
Hun har hidtil udgivet fire album, mens et femte er på vej. Sammen med kvartetten udgav hun debutalbummet Greener Grass i 2023, efterfulgt af Back and Forth i november 2025. På sidstnævnte medvirker den britiske guitarist Rob Luft.
Har turneret i Europa og Asien
I de senere år har Rahel Talts Quartet turneret i en lang række europæiske lande, herunder Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Danmark, Tjekkiet, Litauen, Estland og Letland. Gruppen har desuden spillet i blandt andet Singapore, Indonesien og Thailand.
Kvartetten har været på programmet ved festivaler som Jazz Baltica, Copenhagen Jazz Festival, Jazz à la Petite France, Nordischer Klang og Jazzkaar og har desuden optrådt på jazzklubber i blandt andet London, Singapore, Chiang Mai og Dresden.
Rahel Talts modtog for nylig prisen ”Årets Ensemble” 2026 i Estland.
Efter koncerten i Lyngby fortsætter kvartetten på turné til Schweiz og Tyskland.
Program for Lyngby-Taarbæk Jazzklub efterår 2026








