Lyngby Boldklub lancerer Startskuddet: Giver unge mod på fællesskab og nye udfordringer

Sport, fællesskab og personlig udvikling går hånd i hånd i Startskuddet, som er et nyt samarbejde mellem Lyngby-Taarbæk Kommune og Lyngby Boldklub.

Samarbejdet er målrettet unge mellem 12 og 18 år, der har et behov for at prøve kræfter med forskellige sportsgrene, møde nye mennesker og blive klogere på deres egne styrker. Gennem et seks uger langt forløb, hvor de unge mødes én gang om ugen, er målet at give dem nye erfaringer og værktøjer, som kan styrke dem i deres hverdag.

For Lyngby-Taarbæk Kommune er det samtidig vigtigt at sætte ind tidligt.

”Det er et forebyggende projekt, så idéen har været at gribe de unge, før de oplever alvorlig mistrivsel, manglende motivation for skolegang og svært ved at indgå i fællesskaber og måske endda kan ende i massiv skolevægring. Man skal nå at sætte ind i tide. Det kan også være ensomhed eller det, at den unge mangler et boost for at få en mere positiv selvforståelse og styrke i forhold til at indgå i et fællesskab,” fortæller Tina Høeg, chefkonsulent og visitationsansvarlig i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Et fællesskab med plads til forskellighed

Selvom de unge mødes omkring sporten, er det ikke præstationerne, der er det vigtigste. En stor del af Startskuddet handler om at skabe et rum, hvor de unge føler sig trygge og oplever, at der er plads til dem, som de er.

Det er blandt andet en central del af rollen som brobygger i projektet.

”Min primære rolle er at facilitere et rum, hvor der er plads til dem alle sammen og deres forskelligheder og forskellige baggrunde. De er meget forskellige, men det handler om at skabe en tryghed, så de kan mærke, at det er et sted, hvor vi tør være, og hvor vi tør åbne op om nogle ting, som kan være svære,” fortæller Daniel, brobygger på Startskuddet.

Der bliver derfor også sat ord på de ting, som kan være svære. Samtidig er der et stort fokus på at vende blikket mod det, de unge allerede er gode til.

”Det er nogle unge mennesker, der har en masse ting, de skal leve op til. Derfor prøver jeg at fokusere på alt det, de er mega gode til, og hvordan de selv kan dyrke det noget mere.”

Når sporten bliver mere end bare sport

De sportslige aktiviteter bliver på den måde en naturlig indgang til den personlige udvikling. Når de unge prøver kræfter med forskellige aktiviteter, får de mulighed for at opleve både udfordringer, succeser og nye sider af sig selv.

For nylig stod boksning på programmet. Her blev en af deltagerne, som havde haft det svært, særligt et eksempel på, hvordan sporten kan skabe et lille, men vigtigt øjeblik. Efter at have brugt kræfter på sandsækkene stod deltageren tilbage med et stort smil.

Det er netop de oplevelser, der kan bruges videre i arbejdet med de unge.

”Jeg hjælper med at få dem til at reflektere over, hvad de egentlig oplever. Det er fedt, når de lærer og reflekterer i fællesskab og får øjnene op for, at vi alle oplever udfordringer,” fortæller Daniel.

På den måde bliver aktiviteterne også et sted, hvor de unge kan arbejde med forskellige mestringsstrategier og lære at forstå deres egne reaktioner og ressourcer bedre.

Støtte fra lokale partnere

Startskuddet er blevet muliggjort med støtte fra partnerne IFF, Hempel, J.Jensen og Magasin, som har valgt at bakke op om projektet og ønsket om at skabe positive fællesskaber og udviklingsmuligheder for unge i lokalområdet. Støtten er med til at give projektet de nødvendige rammer til at tilbyde de unge et forløb, hvor sport, fællesskab og personlig udvikling går hånd i hånd.

Målet er at give de unge noget med videre

Forløbet varer seks uger, hvor målet er, at de unge får nogle værktøjer, erfaringer og kompetencer med sig, som kan bruges, når Startskuddet er slut.

Det kan være større tro på egne evner, nye relationer eller mod på at tage del i fællesskaber, som tidligere har føltes svære.

”Jeg håber, de går herfra med en større indsigt i deres egne styrker og kompetencer og en større tro på dem selv, og et mod på at tage kampen op med de udfordringer, de vil møde i livet,” siger Daniel.

Tina Høgh håber samtidig, at de unge oplever en positiv udvikling, der rækker ind i deres skoleliv og videre ud i hverdagen.

”Jeg håber, de unge bliver styrket i deres selvforståelse og opnår en bevidsthed om, hvad de kan klare godt og har brug for hjælp til måske, så de bliver i stand til at få en mere meningsfuld hverdag i deres skole. At de får nogle varige, sunde venskaber og fritidsinteresser og kan mærke trivsel og motivation for det, der også er i livet.”

Allerede nu er der tegn på, at fællesskabet har fået betydning for flere af deltagerne. Der er opstået relationer, latter og glæde, samtidig med at de unge bliver udfordret både sportsligt og personligt.

Og netop dét er ifølge Tina Høgh en vigtig del af projektets succes.

På den lange bane er håbet at se unge, der går ud af Startskuddet med større nysgerrighed på verden, mere tro på sig selv og en mere stabil hverdag, hvor de føler sig som en del af et fællesskab.

Startskuddet handler derfor ikke kun om de seks uger, hvor de unge mødes. Det handler om at give dem et nyt afsæt og måske det lille skub, der kan gøre en forskel langt efter, at forløbet er slut.

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

DEBAT

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler

Så er det tid til månedens kommunalbestyrelsesmøde, og her er..

Arkivfoto. Frivilligcenter og Selvhjælp Lyngby-Taarbæk inviterer d. 29. oktober til..

Lokaltog, som driver ni lokalbaner på Sjælland og Lolland-Falster og..