Henrik Bang. Kommunalbestyrelsesmedlem. Foto: David Rønne
.
På torsdag d. 8. oktober bliver budget 2027 vedtaget. Enhedslisten er med. Det er alle øvrige partier også.
Der er mange der fremhæver enkelte elementer i budgettet fx at dagplejen blev reddet (det er vi glade for og vi bidrog aktivt til det i forhandlingerne) eller sammenlægninger af klasser fordi vi hæver det antal elever der kan være i de enkelte klasser (det er vi kede af selvom det blev forhandlet ned så det ikke er så mange det går ud over).
Det vil jeg ikke gå mere ind i her. Budgettet er et kompromis lavet under vanskelige rammevilkår. Lyngby Taarbæk er som de fleste andre kommuner ramt af at udgifterne til man kalder det specialiserede socialområde som dækker udgifter til borgere med fysisk og psykiske handicap, herunder børn og unge der mistrives. I vores kommune vokser udgiften med knapt 100 mio. kr fra 2026 til 27. Og selv om der er givet et løft, betyder det kommunale serviceloft – at når de udgifter vokser må pengene findes andet sted på den kommunale service.
Samtidigt er der et anlægsloft, der betyder at den ellers ok likviditet (penge i kassen), som kommunen har ikke kan bruges på fremadrettede investeringer men primært kommer til at dække nødvendige reparationer og vedligehold b.la. af svømmehallen i Lyngby og Lindegårdsskolen.
Man kunne have håbet, at en nyvalgt kommunalbestyrelse havde sat sig lidt større ambitioner og prøvet lidt mere. Det kunne fx være investeringer i Folkeskolen – to-lærerordninger i de små klasser, kortere skoledage, mere forberedelses tis mm. Det vil kræve omlægninger i budgetterne – men egentlig er begyndelsen på valgperioden vel også velegnet til det.
Tilsvarende har Enhedslisten (og mange andre) jo arbejdet for at Hummeltofteskolen skal renoveres og for at Musikskolens forhold forbedres. Når det endnu engang udskydes skyldes det at andre projekter igen-igen kommer foran. Det kan begrundes konkret. Men som et mønster er det vanskeligt at leve med.
Så budgettet bliver vedtaget. 2027 ”reddet”. Vi fik brugt serviceloftet. Og det var det. Måske der næste år vil være muligheder for reelle forbedringer. Man kan jo håbe… Men det kræver et engagement og et vist pres for at der skel noget. Det vil være Enhedslistens hovedfokus.
Mølleåen
Og så alligevel – jeg skrev at jeg ikke ville gå ind i enkeltsager. Men én undtagelse. For første gang i den tid vi har været i kommunalbestyrelsen (og sikkert også før den tid) sker noget for at forbedre miljøet i Mølleåen (med tilhørende søer og moser). Der er sat midler af til, at vi kan få overblik over forholdene og samarbejde med kommunerne omkring åen og dens opland om en langsigtet indsats.
Denne indsats kræver at findes midler udefra , men det er rigtig vigtigt at vi selv viser vej og tager ansvar. Det peger faktisk fremad.








