To tyverier af værktøj er blevet anmeldt i Lyngby-Taarbæk Kommune inden for få dage. Både en byggeplads på Klampenborgvej og en parkeret varevogn på Agermånevej har haft ubudne gæster.
Mellem mandag klokken 15 og tirsdag morgen blev der begået indbrud på en byggeplads på Klampenborgvej. Her havde tyvene været på spil hos flere af de firmaer, der arbejder på byggepladsen. Der blev stjålet forskelligt værktøj fra både containere og værktøjsbokse.
Natten mellem tirsdag og onsdag gik det ud over en varevogn, der holdt parkeret på Agermånevej. Her lykkedes det en tyv at bryde ind i bilen og stikke af med forskelligt værktøj og arbejdsredskaber.
Det er endnu ikke oplyst, hvor store værdier der er stjålet for, eller om der er nogen forbindelse mellem de to tyverier.
Kilde: Politirapporten








