Der var gang i danseskoene da Dreamers Cirkus bød op til dans lørdag aften på juletræspladsen – Foto Hans-Jørgen Bundgaard
–
Virum-Sorgenfri Dagene er netop afsluttet efter en weekend fyldt med aktiviteter og underholdning, der var med til at samle lokalsamfundet.. Den traditionsrige Folk Festival sluttede af på smukkeste vis lørdag aften med en forrygende folk-koncert i Frederiksdal Skov på Juletræspladsen.
Det Dansk-Svenske folkband Dreamers’ Circus leverede en enestående koncert, hvor de spillede op til dans for de mange fremmødte gæster, som nød musikken midt i skovens naturskønne omgivelser.
Koncerten var kulminationen på en dag spækket med musikalske oplevelser, hvor musik både klassisk og folkemusik blev mixet til spændende koncerter der foregik både i den smukke havestue på slottet og på den udendørs scene i skoven.
Festlighederne startede dog allerede fredag eftermiddag på Geels Plads med en stor grillfest, der markerede medarbejderen Jans 25-års jubilæum i Meny i Virum. Samtidig bød både Square og Makit på fantastiske weekendtilbud, mens Makit også tilbød kreative workshops, som inspirerede mange til at udfolde deres kreative evner.
Lørdag fortsatte festlighederne på Sorgenfri Torv, hvor bandet Balrock sørgede for musikalsk underholdning.
Foto: Tim Kehoe
–
I Virumparken blev Virumløbet afholdt med deltagelse af omkring 1000 energiske løbere, og Virum-Sorgenfri Boldklub inviterede til en familiedag på Kaplevej, hvor der var masser af hygge og boldspil.
Den vellykkede weekend blev som nævnt afsluttet med folkemusik på Frederiksdal Slot, hvor Dreamers’ Circus skabte en magisk atmosfære i skovens hjerte, og satte punktum for en mindeværdig udgave af Virum-Sorgenfri Dagene.
Virum-Sorgenfri Handels- og Borgerforening der sætter dagene sammen kan love det bliver gentaget næste år den sidste weekend i august.
Vil du se Virumløbet lidt fra oven, kan du se droneoptagelsen her