30 km i timen vil gøre mange forældre trygge

Kenneth Øhrberg Krag, direktør i Cyklistforbundet

.

Debatindlæg af Kenneth Øhrberg Krag, direktør i Cyklistforbundet

Tusindvis af børn og unge skal i august cykle til skole – nogle for første gang. Det er rigtig mange forældre utrygge ved. Det viser en ny undersøgelse. Det er især forældre til de yngste skoleelever, som ikke er trygge ved at sende deres børn afsted i skole alene. Undersøgelsen er foretaget af Epinion for Rådet for Sikker Trafik, og er lavet blandt forældre fra hele landet. Her svarer kun 24 procent af forældrene til børn i alderen fem-otte år, at de er trygge ved at lade deres barn cykle eller gå alene
til skole.

Hele 77 procent af forældrene, som svarer, at de er utrygge, peger på, at grunden er antallet af biler, bilernes hastighed, eller at bilisterne ikke viser tilstrækkeligt hensyn. I Region Hovedstaden mener hele 43 procent af forældrene, at deres barns skolevej ville blive mere sikker, hvis bilisterne viste mere hensyn.

De mange utrygge forældre er en af årsagerne til, at vi i Cyklistforbundet ønsker, at 30 km/t bliver den nye normalhastighed i byerne. 30 er det nye 50, siger vi.

Der kan sagtens være veje med højere hastighed. Vi vil bare gerne vende logikken. Som det er nu, skal kommunerne bede om at få lov at sætte farten ned. Vi mener, man skal bede om lov til at sætte den op over 30 km/t. Og vi mener, at Danmarks byer skal gå den samme vej, som mange andre. Byer som Berlin, Oslo, Wien, Bruxelles, Paris, Madrid og Helsinki har allerede sænket farten til 30 km/t i store dele af byen.

De store byer ønskede at fredeliggøre byerne til gavn for dem, der bor der, går der, cykler der, besøger og i det hele taget færdes i byen. Resultatet er, at disse byer oplever langt færre ulykker og dræbte, og at bilisterne ikke har fået væsentligt længere transporttid. I Bruxelles har man set en bemærkelsesværdig reduktion i antallet af trafikdræbte og voldsomme trafikuheld. Alvorlige uheld faldt fra 2020 til 2021 med 20 % og dræbte faldt fra 14 til 6. Og Helsinki oplevede bagefter, at personskader på grund af trafikulykker i indre by blev reduceret med 42 procent.

I Danmark mistede 57 mennesker livet i byzone sidste år. Det er for øvrigt ti flere end i 2022, hvor 47 mistede livet. 37 ud af de 57 var cyklister eller fodgængere. Og ikke at forglemme de mange – 1476 mennesker – der kom til skade i byzone sidste år. Mange bliver skadet for livet.

Hvis du som blød trafikant bliver ramt af en bil med 50 kilometer i timen, svarer det til, at du falder fra 3. sal. Bliver du ramt med 30 km/t, svarer det kun til et fald fra 1. sal. Det er en stor forskel. Hvis den generelle hastighedsgrænse i byerne sættes ned til 30 km/t, får vi færre dræbte og tilskadekomne i trafikken. Vi får renere luft og mindre støj. Og byerne bliver mere sikre for især de svage trafikanter: børn, unge og ældre. Og jeg er sikker på, at mange flere forældre vil være trygge ved at sende deres små børn ud på skolevejen.

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

DEBAT

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler

Vi besøgte Casper Strunge, formanden for Baadfarten i det store..

Røde Kors informerede kommende pensionister om det frivillige arbejde i..

Et sjovt glatføreråd fra politiet får i øjeblikket stor opmærksomhed..

Seneste nyheder