I januar 2016 tog Rustenborghuset og Stadsbiblioteket et fælles initiativ: en åben IT-café, hvor borgere kunne få hjælp til de digitale udfordringer, der for mange kan være både frustrerende og svære at stå alene med. Siden da er det blevet til omkring 400 torsdage, hvor gruppen af frivillige har løst borgernes it-problemer over en kop kaffe og et stykke chokolade. IT-Caféen har været et fast og populært tilbud – drevet af engagerede frivillige og brugt af et bredt udsnit af lokalområdet.
Nu fylder IT-Caféen 10 år, og det markeres med en hyggelig fejring:
Torsdag den 15. januar kl. 13–15 på Stadsbiblioteket
Her kan man møde både gamle og nye brugere, sige hej til de frivillige og nyde lidt godt til ganen. Der bliver tid til at mindes sjove episoder, udveksle historier og glæde sig over, hvordan et lille lokalt initiativ er vokset til et værdifuldt fællesskab.
Alle er velkomne – kom forbi og vær med til at fejre jubilæet.




