Du kan glæde dig til at opleve bandets fortolkninger af navne som Elvis Presley, Buddy Holly, Johnny Cash, Bob Dylan, Fats Domino og Everly Brothers.
EDISONS-kvartetten, der spiller ved Lyngby Sø søndag 16. august klokken 14.00, har fortolket et væld af sange fra 1950’erne og 1960’erne i flere end tre årtier.
Musikken krydres med EDISONS’ egne numre på dansk i samme stil.
Michael Klinke står i spidsen for gruppen som sanger, guitarist og mundharpespiller. Han har desuden fungeret som sangskriver og producer for bandet.
EDISONS består derudover af Per Anker Andersen på elektrisk guitar, Lasse Brandt på trommer og Søren ”Sailor” Sørensen på bas.
Gruppen har udgivet omkring ti albums, der især har fået airplay på radiokanalerne DR P4 og P5. Jørgen de Mylius har ofte præsenteret bandet i programmer som Hithouse og Eldorado.






