Sidste år brød Peter Lieps Hus med traditionen og blev helårsåbent. I år gentager de succesen med en ny udgave af “Vildt i Dyrehaven” – en 6-retters menu, der hylder hjortevildt, bær, svampe og urter fra skovens eget spisekammer.
København, august 2026 – Da kronhjorten brølede i Dyrehaven sidste efterår, gjorde Peter Lieps Hus noget usædvanligt: I stedet for at lukke ned, som Dyrehavens restauranter traditionelt har gjort, når bladene falder, skruede huset op for gastronomien. Konceptet “Vildt i Dyrehaven” blev en øjeblikkelig succes – og i år er det tilbage i en ny udgave.
Fra 3. september til 19. december kan gæsterne igen opleve en særlig 6-retters menu, der er skabt ud fra Dyrehavens eget spisekammer, med fokus på vildt, bær, urter og svampe. Det er en middag, hvor smagen og stemningen smelter sammen – under trækronerne, i det nyrenoverede historiske hus, og med et værtskab, der sætter oplevelsen i centrum.
“Sidste år var første gang, vi for alvor viste, at Peter Lieps kan noget helt særligt uden for sæsonen. Det tog gæsterne til sig med det samme, og i år fortsætter vi efterårstraditionen med en helt ny menu, der stadig er tro mod det, stedet handler om: råvarer fra skoven lige uden for vinduet,” fortæller Rasmus Pors, der sammen med Jens Junert har drevet Madkastellet i 25 år.
Fra sæsonrestaurant til fast tradition
Peter Lieps Hus blev overtaget af Madkastellet i 2022 og fungerede i mange år primært som sæsonrestaurant med åbningstider, der fulgte Bakken. Det er for længst fortid. Med “Vildt i Dyrehaven” cementerer huset nu sin position som et sted, man kan besøge hele året – og hvor efteråret er blevet en fast, tilbagevendende begivenhed i kalenderen.
“Vi kom til for fire år siden og har skridt for skridt fået forvandlet stedet fra sæsonrestaurant til helårsrestaurant. Nu er ‘Vildt i Dyrehaven’ blevet en tradition, gæsterne ser frem til hvert år – lige så meget som skovens egne sæsoner,” siger Rasmus Pors.
Årets menu: hjortevildt, havtorn og skovens svampe
Årets udgave af menuen byder blandt andet på friterede østershatte med enebæremulsion, modnet hjortekød med maltbrød og syltet frugt, samt glaseret hjortekød med tørrede kirsebær og syltede hyben. Menuen afsluttes med en skovmærke-panna cotta med havtorn og hvid chokolade. Undervejs kan gæsterne tilkøbe retter som havtaske med sorte trompetsvampe samt en nøje udvalgt vinmenu.

Om Madkastellet og Peter Lieps Hus
Navnet “Peter Liep’s Hus” stammer fra skovfoged og jæger Peter Liep (1837-1896), der drev stedet som traktørsted fra 1888 til sin død.
Siden 2022 har Madkastellet drevet Peter Lieps Hus – med køkkenchef Colin Jollmann i spidsen for køkkenet siden januar 2025 (tidl. køkkenchef Meyers Tårnet m.m.).
Peter Liep’s Hus var i 2025 nomineret til “Byens Bedste” Smørrebrød i Berlingske.
Jens Junert og Rasmus Pors har dannet makkerpar i 25 år og står sammen bag Madkastellet.
Madkastellet driver udover Peter Liep’s Hus; Brede Spisehus, Mark – bistro og bar, Langelinie Pavillonen, Kilden i Skoven, Brede Høker, Foodspace, Restaurant Smör i Prinsens Palæ på Nationalmuseet og café Smask samt møde- og eventafdelingen på Eksperimentarium.
Madkastellet har bl.a. specialiseret sig i at finde historiske venues og unikke lokationer i København og omegn







