En livslang indsats for Bondebyen og Lyngby bliver hædret, når der fredag den 4. september afsløres en æresplade for Niels Friderichsen på Kulturstedet Lindegaarden.
Fredag den 4. september 2026 kl. 17.00 afsløres en æresplade for Niels Friderichsen i porten på Lindegaarden, Peter Lunds Vej 8 i Kongens Lyngby.
Niels Friderichsen har gennem hele sit liv været stærkt engageret i bevarelsen af Bondebyen og i Lyngbys historie og udvikling. Han er født og opvokset på lystgården Vilhelminelyst midt i Bondebyen og har gennem mange år været Bondebyens oldermand.
Allerede i 1970 tog han initiativ til arbejdet for at bevare det særlige landsbymiljø, og i 1973 var han med til at stifte Bondebylauget. Arbejdet for bevaringen bar blandt andet frugt i 1986, da der blev vedtaget en bevarende lokalplan for Bondebyen.
Var med til at sikre Lindegaardens fremtid
Niels Friderichsen spillede også en central rolle i kampen for at bevare Lindegaarden. I foråret 2010 var det på hans foranledning, at gården ikke blev solgt og udstykket til ejerlejligheder.
I stedet blev Lindegaarden bevaret som et naturligt samlingssted i Bondebyen. I 2013 overtog Fonden Kulturstedet Lindegaarden gården, der siden har udviklet sig til et aktivt kultursted med en lang række arrangementer og aktiviteter.
Niels Friderichsens engagement har dog rakt langt ud over Bondebyen. Gennem mange år har han blandt andet arbejdet for at værne om de gamle butiksfacader og for forskønnelsen af Lyngby Hovedgade.
Han er samtidig det medlem med højst anciennitet i Historisk-topografisk Selskab for Lyngby-Taarbæk Kommune, hvor han har ydet en stor indsats for at udbrede kendskabet til kommunens særlige historie.
Tre foreninger står bag hæderen
Det er Bondebylauget, Kulturstedet Lindegaarden og Historisk-topografisk Selskab for Lyngby-Taarbæk Kommune, der i fællesskab ønsker at hædre Niels Friderichsen for hans mangeårige og omfattende indsats.
Ved afsløringen vil der være taler af Rolf Aagaard-Svendsen, formand for Fonden Kulturstedet Lindegaarden, René Madelaire, bestyrelsesmedlem i Bondebylauget, og Dorete Dandanell, formand for Historisk-topografisk Selskab for Lyngby-Taarbæk Kommune.
Efter afsløringen serveres en forfriskning i Salen på Lindegaarden. Her vil der også være musik med bratschisten Anette Slaatto og en violinist.
Desuden vises en video om Niels Friderichsen, produceret af Frederikke Friderichsen.
Afsløringen finder sted fredag den 4. september kl. 17.00 i porten på Kulturstedet Lindegaarden, Peter Lunds Vej 8, Kongens Lyngby.







