TakoLako på scenen
.
Så har der igen været folkfestival i Frederiksdal – og for femte gang blev skoven, slottet og Den Røde Lade fyldt med musik, publikum og masser af god stemning. I år var der ovenikøbet for første gang også et program for børn.
Frederiksdal Chamber Folk Festival blev afholdt fredag og lørdag, og vejrguderne valgte stort set at spille med. Det holdt tørt det meste af tiden, bortset fra en mindre byge lørdag aften. Men lidt vand fra oven skal der mere end til for at ødelægge en folkfestival.
Og publikum var mødt talstærkt frem.
Når der var arrangementer i Den Røde Lade, var der fyldt godt op, og det samme gjaldt koncerterne i Havesalen på Frederiksdal Slot. Anderledes god plads er der ved Skovscenen, hvor bøgetræerne danner en ganske imponerende ramme omkring musikken – og hvor der bestemt er plads til endnu flere gæster.
Stemningen var igen i år rigtig god, både blandt musikerne og publikum.

En lørdag med kamp om opmærksomheden
Denne gang nåede jeg ikke selv alle festivalens koncerter. Netop lørdag var nemlig en af de dage, hvor der skete usædvanligt meget i Lyngby-Taarbæk.
Samme formiddag åbnede letbanen med masser af aktiviteter i Lyngby, så der var nok at se til, hvis man både skulle følge med i kommunens store begivenheder og samtidig nå en tur til Frederiksdal.
Men én koncert skulle med: festivalens afslutningsband på Skovscenen, Tako Lako.
Og det var en koncert, der var værd at vente på.
Tako Lako – navnet siger næsten det hele
Allerede bandnavnet er lidt specielt. Tako Lako har rødder i serbokroatisk og kan oversættes i retning af ”så let” eller ”så nemt”. Det passer ganske godt til bandets balkanrødder og den uhøjtidelige tilgang til musikken, hvor høj energi og livsglæde fylder godt op.
Tako Lako har gennem årene bevæget sig langt ud over Danmarks grænser med sine psykedeliske balkanbeats. Bandet har blandt andet optrådt på internationale festivaler som Glastonbury Festival, SXSW, Bestival og Sziget.
Herhjemme er det blevet til hundredvis af koncerter, blandt andet på Roskilde Festival, Smukfest og Musik i Lejet.
I front står Ognjen ”Ogi” Curcic, der ud over at være forsanger også arbejder som instruktør og har rødder i serbisk kultur.
Glem alt om at sidde stille
Hvis nogen lørdag aften havde forestillet sig, at afslutningskoncerten skulle nydes siddende og måske med en lille forsigtig dans i ny og næ, måtte de hurtigt tro om igen.
Tako Lako kom ikke til Frederiksdal for at spille baggrundsmusik.
Med slagtøj, saxofon, bas, guitar, violin og vokal blev der leveret fra første færd. Musikerne var konstant på arbejde, og energiniveauet på scenen smittede hurtigt af på publikum.
Selv efter den lille regnbyge var der tilsyneladende rigeligt varmt på Skovscenen. Forsangeren måtte igen og igen tørre sveden af panden, mens musikken fortsatte i højt tempo.
Det var ganske enkelt en forrygende afslutning på årets festival på skovscenen.

Frederiksdal kan noget særligt
Jeg har været med til e fleste folkfestivaler i Frederiksdal, og der er en grund til, at jeg vender tilbage hvert år.
Festivalen har noget dejligt uforpligtende over sig. Man kan bevæge sig mellem de forskellige scener, slå sig ned i skoven og opleve musikken under bøgetræerne eller søge indenfor i de historiske omgivelser på Frederiksdal Slot.
Smukfest har trods alt ikke eneret på at kombinere bøgetræer og musik.
Frederiksdal har sine helt egne muligheder, og kombinationen af skov, slot, lade, musikere og et afslappet publikum giver festivalen en særlig atmosfære.
Derfor kan man kun håbe, at endnu flere lokale næste år finder vej ud i Frederiksdal Skov, når august nærmer sig sin afslutning.
For fem år med Frederiksdal Chamber Folk Festival har vist én ting: Der er rigtig god plads til folkemusikken mellem bøgetræerne.








