Sensommeren har sænket sig over Frilandsmuseet, hvor årstidernes skiften stadig er en vigtig del af oplevelsen. Æblerne falder fra de gamle træer, høsten er kommet i hus – og sidst i september kulminerer det hele med museets store Høstmarked.
I dag tænker de færreste over, om det er sæson for æbler eller blommer. Frugt og grøntsager transporteres over store afstande, og når mørket falder på, tænder vi blot lyset og fortsætter dagen.
Sådan har det langt fra altid været. Tidligere satte årets gang i langt højere grad rytmen for hverdagen. Årstiden bestemte, hvad der kom på bordet, hvilket arbejde der skulle udføres, og hvor længe dagens gøremål kunne fortsætte.
På Frilandsmuseet spiller årstiderne fortsat en vigtig rolle, og derfor er et besøg heller aldrig helt det samme forår, sommer, efterår og vinter.
På jagt efter de gamle æblesorter
Efter en travl sommer falder der nu lidt mere ro over museet. Sensommeren kan blandt andet bruges til at gå på jagt efter bær, blommer og nedfaldsæbler.
Og æbler er der nok at gå på opdagelse i.
På Frilandsmuseet findes mere end 150 forskellige æblesorter. Nogle af frugttræerne er mere end 100 år gamle, mens andre har en særlig forbindelse til museets historiske bygninger.
Da husene i sin tid blev flyttet til Frilandsmuseet, blev der flere steder indsamlet kviste fra frugttræerne på bygningernes oprindelige hjemsteder. Kvistene blev podet på nye stammer, og træerne blev efterfølgende plantet ved husene, da de blev genopført på museet.
På den måde har man ikke blot bevaret bygningerne, men også gamle danske frugtsorter og en lille del af den levende kulturhistorie, der hørte til gårdene og husene.
Besøgende må gerne samle nedfaldsæbler og tage dem med hjem til køkkenet. Museet opfordrer dog til, at man kun tager frugt, der allerede er faldet fra træerne, og at man efterlader noget til de næste gæster.
Måske bliver det en Ingrid Marie, Belle de Boskoop eller en helt tredje sort, der kommer med hjem i posen.
Høsten kommer på loftet
Sensommeren betyder også høst. Rundt omkring på markerne ligger halmen i rækker og baller, men tidligere var høsten langt mere afgørende for, hvordan mennesker og dyr kom gennem vinteren.
Høloftet rummede vinterens vigtige forråd, mens halmen blandt andet blev brugt i forbindelse med både tage og senge.
På Frilandsmuseet har høloftet fået en lidt anden funktion. Her må både børn og voksne klatre op og kaste sig ud i en regulær høkamp. Halmen er nemlig beregnet til at blive hoppet i og kastet med.
Høstmarked for tredje år i træk
Sensommerens aktiviteter kulminerer den 26. og 27. september, når Frilandsmuseet for tredje år i træk inviterer til det store Høstmarked.
Inspirationen kommer fra tidligere tiders høstgilder, hvor afslutningen på høsten var et af årets store højdepunkter. Den stemning forsøger museet at genskabe med en hel weekend for familien.
Den traditionelle markedsplads vækkes til live med folkemusik og folkedans, og gæsterne kan gå på opdagelse blandt boder med lokalproducerede varer. Der bliver også mulighed for at smage historiske grøntsagssorter, møde museets frivillige og prøve forskellige former for håndværk og aktiviteter.
I år får Høstmarkedet samtidig nye omgivelser. For første gang flyttes den store markedsplads op til museets hovedindgang, hvor aktiviteterne kommer til at foregå på de to store marker tæt ved den nyåbnede Café Høstak.
Høstmarkedet finder sted på Frilandsmuseet den 26. og 27. september. Der betales almindelig entré til museet, mens børn som altid har gratis adgang







