Foto: Vejdirektoratet
.
Virum Gymnasium er udvalgt som et af blot tre gymnasier i landet til et nyt projekt, der skal undersøge, hvad der kan få flere unge til at vælge cyklen i hverdagen. Forsøgene skal give ny viden om de unges transportvaner – og om hvad der faktisk virker, når flere skal lokkes op på cyklen.
Mange unge bevæger sig mindre i hverdagen, og cyklen spiller ikke nødvendigvis den samme naturlige rolle i deres transport som tidligere.
Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme under Vejdirektoratet sætter derfor gang i et projekt, hvor forskellige initiativer skal afprøves direkte på tre gymnasier.
Det ene er Virum Gymnasium, mens de to øvrige er Rosborg Gymnasium i Vejle og Sct. Knuds Gymnasium i Odense.
Formålet er både at få flere elever til at cykle, fastholde dem, der allerede bruger cyklen, og undersøge, hvad der motiverer unge til at vælge cyklen frem for eksempelvis bil eller kollektiv transport.
– Hvis flere unge skal vælge cyklen i hverdagen, kræver det, at vi bliver klogere på, hvad der motiverer dem, og hvordan vi kan understøtte de gode valg lokalt, siger by-, land- og transportminister Signe Munk.
Kaffe kan være en del af forsøget
Projektet tager udgangspunkt i, at information om fordelene ved at cykle ikke nødvendigvis er nok til at ændre de unges vaner. Derfor skal der eksperimenteres med både adfærd, fællesskab og oplevelser.
Et af initiativerne er en såkaldt ”optursankomst”, hvor elever, der kommer på cykel, eksempelvis kan blive mødt med gratis kaffe og en positiv start på skoledagen.
Der skal også eksperimenteres med spejle og andre faciliteter ved cykelparkeringen, så eleverne lettere kan gøre sig klar efter turen til gymnasiet.
Et andet forsøg går ud på midlertidigt at omdanne områder, der normalt anvendes til bilparkering, til opholdsarealer for eleverne. Dermed undersøges det samtidig, om arealerne omkring gymnasierne kan anvendes på andre måder.

Virum skal være med til at vise, hvad der virker
Forsøgene på Virum Gymnasium og de to andre gymnasier bliver løbende evalueret gennem observationer, interviews og registreringer.
Det skal gøre det muligt både at måle effekten af de enkelte tiltag og få større indsigt i de barrierer og motivationsfaktorer, der påvirker de unges valg af transport.
– Vi ved, at det generelt er svært at ændre menneskers transportvaner. Samtidig mangler vi viden om, hvad der får unge til at vælge cyklen frem for bilen eller den kollektive transport, siger Anna Dinesen fra Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme.
Hun peger på, at netop gymnasietiden kan være vigtig, fordi transportvaner, der bliver etableret her, kan følge de unge videre i livet.
Erfaringerne fra blandt andet Virum Gymnasium skal efter forsøget samles og deles, så resultaterne kan bruges i arbejdet med at få flere unge til at cykle i resten af landet.
I næste fase af projektet skal der også ses nærmere på forældrenes betydning. Her vil man undersøge, hvordan forældrene kan være med til at understøtte de unges valg af cyklen som en naturlig del af den daglige transport.
Kilde: Vejdirektoratet







