Dit, mit og vores vand: Udstilling på biblioteket for hele familien

Foto: Lyngby-Taarbæk Forsyning
:

Hvor kommer vandet i hanen fra, og hvor bliver det egentlig af, når vi skyller ud i toilettet? Fra den 23. oktober til den 22. november inviterer Lyngby-Taarbæk Forsyning børn og voksne til at gå på opdagelse i vandets kredsløb på Stadsbiblioteket i Lyngby.

Vi bruger vand hver eneste dag. Vi drikker det, bader i det og skyller det ud i toilettet. Men de færreste tænker over, hvor vandet kommer fra, og hvad der sker med det, når vi er færdige med at bruge det.

Det kan hele familien blive klogere på i udstillingen Dit, mit og vores vand, som Lyngby-Taarbæk Forsyning står bag.

Udstillingen tager besøgende med på en rejse gennem vandets kredsløb og giver et indblik i, hvordan vi bruger og passer på en af vores vigtigste naturressourcer.

“Med udstillingen vil vi gerne vække nysgerrigheden hos både børn og voksne og vise, hvor meget der egentlig sker med vandet, før det kommer ud af hanen, og efter vi har brugt det. Samtidig håber vi, at udstillingen kan give en større forståelse for, hvorfor vi alle har et ansvar for at passe godt på vores vand. Også når vi trækker ud i toilettet,” siger Christine Adzer Mølgaard, udviklings- og undervisningsansvarlig hos Lyngby-Taarbæk Forsyning.

Hvad må egentlig komme i toilettet?

Et af vandets stop på vejen gennem vandets kredsløb er toilettet. Her bliver rent drikkevand til spildevand, som skal transporteres gennem kloakken og renses på renseanlægget, før det igen kan ledes ud i havet.

Men nogle gange oplever vandet udfordringer på sin rejse gennem kloakken, som betyder, at det ikke når frem til renseanlægget.

Lyngby-Taarbæk Forsyning oplever jævnligt, at kloakken og dens pumper stopper til, fordi toilettet bliver brugt som skraldespand. Det kan i værste fald føre til oversvømmelser i private hjem eller udledning af spildevand til naturen.

På udstillingen kan børn og voksne teste deres viden om, hvad der må komme i toilettet, og se eksempler på nogle af de ting, som forsyningen gennem tiden har fundet i kloakken. Og det er ikke så lidt.

En verden, vi sjældent ser

Udstillingen giver også et indblik i, hvad der sker med vandet, når det forlader vores hjem. Her kan besøgende blive klogere på den omfattende renseproces på det lokale renseanlæg Mølleåværket, hvor spildevandet bliver renset, inden det ledes ud i havet.

Faktaboks:

Praktisk info om udstillingen

  • Hvor: Stadsbiblioteket, Lyngby Hovedgade 28, 2800 Kongens Lyngby.
  • Hvornår: I perioden fra den 23. oktober til den 22. november.
  • Entre: Gratis
  • Målgruppe: Børn, voksne og alle andre nysgerrige

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

DEBAT

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler

Nyt tilbud til dig, der lider af stress og angst..

Byvandring i Lyngby. Foto: John Tefke Lyngby-Taarbæk Kommune havde lørdag..

Torsdag den 5. november, kl. 19:00-21:00:Lyngby Idrætsby, Lundtoftevej 53 A,..