Ældresagens nytårskur i Fennebergsalen

Fredag den 22. januar afholdt Ældresagen i Lyngby-Taarbæk Nytårskur med champagne og kransekage i Fennebergsalen på Stadsbiblioteket.

Salen var propfuld, hvilket vil sige godt og vel 100 personer, hvoraf de fleste var mødt op i god tid for at sikre sig en ordentlig plads.

Jes Dorph-Petersen var mødets taler, og han mødte frem flankeret af et par kolleger fra mediebranchen – heriblandt Johannes Langkilde.

Hanne Koldkjær, der er formand for Ældresagens arrangementsudvalg, bød velkommen og introducerede dagens hovedperson, idet hun gennemgik nogen af de mange roller, han har haft i årenes løb.

Jes Dorph-Petersen indledte sit foredrag med at lovprise grillpølserne på Lyngby Stadion, selv om han erklærede sig som dedikeret FCK-fan.

Og så startede det hele.

Vi hørte om den drejning, der skete i hans liv for en del år siden, samtidig med at han gjorde opmærksom på, at det, de fremmødte nu skulle lytte til, alene ville være hans personlige opfattelse af sagen – og han understregede, at han godt var klar over, at der også var andre opfattelser af forløbet.

Det var vigtigt for Jes Dorph-Petersen, at ordet ”krænker” ikke ville blive det dominerende ord i hans nekrolog, når han engang forlader denne jord – han håbede, at der var meget andet, som han ville blive husket for af eftertiden.

Men tilbage til den nyligt overståede retssag.

Vi kom med i forløbet helt fra starten – fra da han modtog en SMS fra advokat, Yvonne Frederiksen – og tilhørerne fik en grundig gennemgang af, hvordan Jes Dorph-Petersen mener, historien har udspillet sig – hvad der ”var sandt,” og hvad der ”var løgn,” som han udtrykte det.

Herefter fik vi rigtig mange detaljer fra forløbet, og Jes Dorph Petersen brugte en stor del af sin taletid på at beskrive rettens afgørelse, samt de følger, sagen har haft for ham og hans familie.

Tonen og stilen var let – med en snert af humoristisk undertone – men få blandt publikum var i tvivl om, hvem af sagens to hovedpersoner, Yvonne Frederiksen og Jes Dorph Petersen, der var henholdsvis skurk og helt i sidstnævntes optik, og skulle nogen fortsat være i tvivl, så leverede Jes Dorph-Petersen flere udsagn, der bestemt ikke satte førstnævnte i noget positivt lys. Det mest markante var nok, at han på et tidspunkt benævnte Yvonne Frederiksen ”et juridisk udyr.”

Men som Jes Dorph-Petersen understregede i indledningen, så var det alene hans version, publikum fik lov at høre denne fredag eftermiddag.

Hvorvidt Yvonne Frederiksen har en anden version af historien, kan man kun gisne om, men det får vi nok aldrig at vide.

Johannes Langkilde, der som nævnt var blandt publikum, blev af Jes Dorph-Petersen opfordret til at gå til lokalets flygel og give et nummer, hvilket han gjorde, men inden han gav sig til at fabulere over ”Over the Rainbow”, priste han Jes Dorph-Petersen som en fantastisk mentor, som Langkilde havde haft stor glæde af, da han som ny journalist kom til TV2. 

Spørgsmålene efter foredraget handlede om Yvonne Frederiksen, om hvordan en krænkelsessag overhovedet kunne opstå, og om hvorvidt det er en belastning eller en befrielse for Jes Dorph-Petersen at holde foredrag som dette om sagen.

Under sin besvarelse benyttede Jes Dorph-Petersen lejligheden til at indvie tilhørerne i, hvad han mente om såvel TV2’s administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen, Therese Philipsen og naturligvis Yvonne Frederiksen.

Og så var det slut.

Hanne Koldkjær takkede Jes Dorph-Petersen for indsatsen og overrakte blomster, hvorefter tilhørerne kunne koncentrere sig fuldt ud om champagne, den hjemmebagte kransekage og hyggeligt samvær.

Der er ingen tvivl om, at Jes Dorph-Petersen deler vandene.

Da mødet var slut, var det LTAs udsendtes opfattelse, at en stor del af tilhørerne – hvis ikke hovedparten – var enige med Jes Dorph i opfattelsen af, at han er blevet uretfærdig behandlet, men som en af de tilstedeværende udtrykte det, så ville det have været interessant at høre Yvonne Frederiksens opfattelse af situationen.

Og således kom Ældresagen i Lyngby-Taarbæk kommune ind i det nye år, hvor en lang række spændende arrangementer venter.

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

DEBAT

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler

Af Karen Abell, grafitti vævning . På udstillingen Fibre og..

Med justitsminister Peter Hummelgaard som gæst på rådhuset debatter vi..

Vi har modtaget dette indlæg fra en af vore flittige..