Søndag den 6. april inviterer Lyngby-Taarbæk Forsyning til et familieevent på Lyngby Torv. Her kan du og dine børn eller børnebørn sammen gøre naturen en tjeneste og samtidig hygge jer med forskellige aktiviteter.
Affald hører ikke til i naturen. Alligevel sker det, at det ender der, hvilket både er skidt for plante- og dyrelivet. Alt afhængigt af affaldstypen kan det nemlig tage mange hundrede år, før affald bliver nedbrudt i naturen.
I Lyngby-Taarbæk Forsyning vil vi gerne sætte fokus på vigtigheden af at skille sig forsvarligt af med sit affald og ikke mindst af at sortere det korrekt, sådan at så meget som muligt kan blive genanvendt.
Derfor inviterer vi alle, der bor i Lyngby-Taarbæk, til en stor affaldsindsamling, hvor vi sammen kan gøre både naturen og hinanden en tjeneste ved at holde byen ren. Her har I også muligheden for at lære mere om, hvor vigtigt det er at sortere affald, og hvordan affaldet bliver genanvendt.
Konceptet for dagen er, at man starter med at kigge forbi Lyngby Torv, hvor vi uddeler skraldeposer og gribetænger. Herefter vælger I selv, hvor I vil gå på skraldejagt og hvor længe.
Når I synes, I har indsamlet nok affald, vender I retur. Efter at have indleveret affaldet til os, modtager alle børn et diplom og en voucher, som giver adgang til at prøve de mange sjove aktiviteter, vi har arrangeret. Man kan fx lege i en hoppeborg, få en midlertidig glimmer tatovering, deltage i en sorteringskonkurrence hvor der er præmier på højkant mm.
I forlængelse heraf vil der være rig mulighed for at lære mere om, hvordan man sorterer sit affald korrekt, og hvorfor det er vigtigt, samt hvordan de forskellige typer af affald bliver genanvendt.
Der er også mulighed for, at man på forhånd indsamler noget affald, som man så kan komme forbi og aflevere på Lyngby Torv den 6. april. I ugen op til arrangementet vil man kunne låne gribetænger på genbrugsstationen på Firskovvej, hvis man fx gerne vil indsamle affald i sit eget nærområde.
Det indleverede affald sørger vi for at få transporteret til vores genbrugsstation, hvor det bliver sorteret og herefter sendt til genanvendelse.
Se mere hos arrangøren →