I forbindelse med jødeaktionen i Danmark i oktober 1943 blev 470 jøder deporteret til Ghetto Theresienstadt, hvor de kom til at opholde sig i halvandet år. Silvia Goldbaum Tarabini er ansat som forsker ved Rigsarkivet og forfatter til bogen, ”Danske jøders liv og død i Theresienstadt”, der udkom på Gyldendal i 2023. Hendes forskning bygger på et stort materiale, som stammer fra en tredjedel af de overlevende; dagbøger, vidnesbyrd, breve, senere beretninger og interviews.
Silvia Goldbaum Tarabinis foredrag i Virum Kirke tager udgangspunkt i fangernes perspektiv. Deres oplevelse af arrestation, deportation og det daglige liv under fangenskab, indtil de overlevende i april 1945 – tre uger før krigens afslutning – blev bragt til Sverige af De Hvide Busser.
Det er gratis at deltage i foredraget, men tilmelding på kirkens hjemmeside er nødvendig.