Forfattersamtale i Greens Boghandel: Kâlánguak Absalonsen om
adoption fra Grønland til Danmark
Grønland har været på alles læber i den seneste tid, men det kan være svært at skabe plads til
nuancerne i mediernes dækning. Personlige vidneudsagn præsenteres ofte i brudstykker og løsrevne
fra deres kontekst. Det kan have store personlige omkostninger at lade sin stemme blive hørt i den
ophedede debat. Litteraturen åbner et andet vindue for at få dybere indsigt i nogle af de grønlandske
perspektiver på vores fælles historie. Vi har derfor inviteret forfatter Kâlánguak Absalonsen til at
tale om sine to bøger ”Lille” (2023) og ”K” (2024). I sit forfatterskab trækker Kâlánguak på sin
personlige historie som bortadopteret fra Grønland, og hendes bøger giver en rørende indsigt i
adoption set fra barnets perspektiv.
Til arrangementet vil Kâlánguak læse op af sine to bøger og fortælle om, hvad der fik hende i gang
med at skrive i en alder af 49. Kâlánguak vil også fortælle om, hvordan det at skrive bøgerne har
åbnet op for, at hun har fået adgang til den grønlandske kulturbaggrund, som hun ellers var blevet
afskåret fra som lille.
Dato: 10. maj 2025.
Starttidspunkt: kl. 15.
Pris for deltagelse: 40 kr.
For mere information kontakt Greens Boghandel på +45 45852000.