Ny udstilling hos Lyngby Kunstforening i Portnerboligen
Fra lørdag d. 3. maj viser Lyngby Kunstforening udstillingen: Forflytning, Genfortællinger af norske Ingunn Vestby. Ingunns speciale er billedvævning. Hendes udstillingsprojekt handler om tolkninger af naturen, forflytning af genkendelige elementer og materiale fra naturen. Det kan være kviste og blade, som bemales og broderes eller syes fast direkte på lærred. Med udgangspunkt i hendes eget nære forhold til naturen arbejder hun frit med forskellige tolkninger. Hun udstiller også canvasprint, hvor skygger som flygtige aftryk er inspirationskilden.
Udstillingen i Portnerboligen ved Sophienholm, Nybrovej 401 A, Kgs. Lyngby, slutter d. 25. maj.
Der er åbent tirsdag til søndag kl. 12 – 15. Mandag lukket. Der er gratis adgang.