Kongelige Køreglæder. Det er ikke kun blåt blod, der flyder i årene på det danske Kongehus. Det er også benzin. Ny særudstilling hos Classic Car House præsenterer en royal parade af unikke biler, der i årene 1907-2012 har haft konger og dronninger, prinser og prinsesser bag rattet og på bagsædet. Særudstillingen åbner d. 6. februar.
Lige siden den første kronebil, en Delaunay Belleville med 28 hk og fire cylindre, kørte ind på Amalienborg Slotsplads i 1907, har Kongehuset haft en stor passion for biler. Den passion deler Classic Car House, der fra d. 6. februar åbner dørene til særudstillingen ’Kongelige Køreglæder’.
”Kongehuset har i over 100 år haft en stor passion for biler. Hos Classic Car House deler vi passionen, og vi er utrolig glade for nu at kunne præsentere vores gæster for en helt unik samling af royale køretøjer, der sammen og hver for sig fortæller historien om Kongefamiliens køreglæder,” siger Niels Folmann, der her fra starten af det nye år er ansat som ny direktør for Classic Car House.
Blandt flere kronebiler og royale køretøjer, der har tilhørt Kongehuset kan gæsterne se frem til at stå ansigt til ansigt med Christian 10.’s åbne Cadillac, der d. 12. maj 1945 kørte gennem Københavns gader, mens et frit Danmark hyldede den britiske feltmarskal Montgomery, Frederik 9.’s Bentley T1, Dronning Margrethes Volvo Amazon, Prins Joakims Lotus Elise, en skudsikker Mercedes, Kong Frederik 10.’s Fisker Karma og en masse andre køretøjer – herunder også de mere alternative af slagsen i form af cykler, Velo Solex og knallerter, der gennem årene også har tilhørt kongefamilien.
Særudstillingen ’Kongelige Køreglæder’ åbner d. 6. februar.
Oplevelsesunivers med vokseværk
Ud over særudstillingen huser Classic Car House også restauranten Willys Bistro, et bilhotel med over 200 privatejede klassikere, et værksted og en masse aktiviteter for børn og barnlige sjæle.
”Det er en stor fornøjelse at stå i spidsen for og videreudvikle det oplevelsesunivers, som K.W. Bruun koncernen indviede i 2023. Ambitionerne er store, og jeg glæder mig til at bidrage med min erfaring og til at lære stedet og de dygtige medarbejdere bedre at kende. Vi begynder året stærkt med særudstillingen Kongelige Køreglæder, og jeg kan love, at der kommer flere spændende ting på programmet i 2025,” siger Niels Folmann, der fra starten af 2022 og frem til nu var kommerciel direktør i Tivoli.
Classic Car House er en del af K.W. Bruun & Co, en dansk familiefondsejet koncern med rødder tilbage til 1914, hvor stifter K.W. Bruun solgte sine første biler.
K.W. Bruun & Co. ledes i dag af bestyrelsesformand og 4. generation af Bruun-familien, Maria Bruun-Lander.
Se mere hos arrangøren →