Music for Bees er et nyt orkester, der via musikken opfordrer til eftertanke omkring
menneskers påvirkning af vores allesammens natur.
Musikken er en vildtvoksende, saftig, summende og boblende gryde nutidsjazz, der
henter inspiration i både den afrikansk-amerikanske musiktradition og vores egen
nordiske klangverden.
Den karismatiske slagtøjsspiller Benita Haastrup har modtaget mange priser for sit
levende og farverige trommespil, blandt andet Ben Webster Prisen. Hun har spillet alt
fra swing til avantgarde og har udgivet 4 anmelderroste album i eget navn.
Benita fortæller: “Jeg spillede i mange år med den nu afdøde saxofonist John Tchicai. Dette
orkester er født ud af en drøm, hvor jeg mødte John. I drømmen sang vi en blues sammen,
og han fortalte, at han da stadig var her. Da jeg vågnede, besluttede jeg at danne et
orkester, hvor han kunne spille med. Vi får se om han kigger frem undervejs i koncerten”.
Orkesteret er sammensat af stærke, kendte kræfter, der alle bidrager med deres
unikke klang og power og evne til at skabe magiske øjeblikke.
Billetkøb
Billetterne kan købes via link på hjemmesiden www.lyngbyjazz.dk. Billetpriserne er 75
kr. for medlemmer og unge under 25 år. For ikke-medlemmer er prisen 150 kr.
Lyngby-Taarbæk Jazzklubs koncerter er støttet af Lyngby-Taarbæk Kommune og
Statens Kunstfond.