Der er fortsat ledige pladser på efterårets malerkursus “Temaer i maleri”, som afholdes i Atelier Mette Wille i Lyngby.

Kurset henvender sig til både begyndere og øvede, der ønsker at fordybe sig i maleriets historie og samtidig udvikle deres egne kunstneriske udtryk gennem praktiske øvelser og individuel vejledning.
Underviser Mette Wille vil på hver kursusaften præsentere betydningsfulde kunstneres tanker, metoder og arbejdsformer, hvorefter deltagerne arbejder med egne malerier inspireret af de forskellige temaer.
Efterårets forløb sætter fokus på de kunstneriske avantgardebevægelser, som gennem idealisme, spiritualitet, frihedstrang og ønsket om forandring kom til at præge kunsthistorien. Deltagerne får indblik i, hvordan kunstnere udfordrede traditionerne, blandede kunstarter og skabte nye retninger, der ændrede synet på kunst.
Blandt de kunstnere, der vil blive arbejdet med, er blandt andre Vincent van Gogh, Paul Gauguin, Wassily Kandinsky, Sonja Delaunay, Pablo Picasso, Man Ray, Frida Kahlo og Max Ernst.
Alle materialer er inkluderet i kursusprisen, og undervisningen foregår over otte aftener fra september til december.

Mette Wille er kunstnerisk uddannet og læreruddannet med en PD i billedkunst og æstetik samt videreuddannelse i kunsthistorie fra Københavns Universitet. Hun lægger vægt på at møde kursisterne på deres eget niveau og skabe et inspirerende og hyggeligt fællesskab omkring kunsten.
Kurset finder sted i Atelier Mette Wille på Lyngby Hovedgade 1F og afholdes den 9. og 23. september, 7. og 21. oktober, 4. og 18. november samt 2. og 16. december. Undervisningen foregår fra kl. 17.30 til 20.30. Prisen er 2.800 kroner inklusive materialer.
Du kan se mere på www.mettewille.dk





