Billede er taget af båden “Hjortholm” som er den båd der lægges op da den er i meget dårlig stand Den anden dåd “Furesøen” vil fortsætte på Furesøen.
Det så længe ud til, at 2025 skulle blive den sidste sæson for den mere end 130 år gamle Baadfart på Furesøen. For flere år siden trak Furesø Kommune sig ud af ejerskabet og ophørte dermed med at yde driftstilskud. I 2024 meddelte Rudersdal Kommune, at kommunen ikke længere ville bidrage økonomisk til driften. Den naturlige konsekvens var, at Baadfarten måtte indstille den ordinære sejlads på Furesøen.
I praksis betød det, at der i sommeren 2025 alene blev gennemført chartersejladser, mens fremtiden for sejlads på søen efterfølgende var usikker.
Nu har Baadfartsudvalg, der repræsenterer de to ejerkommuner Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk, besluttet at videreføre chartersejladsen i sæson 2026. Beslutningen betyder, at der senest fra den 1. juni 2026 igen vil være sejlads på Furesøen.
Men ikke nok med det – udvalget har også besluttet at der skal sejles rutesejlads i industriferien og dermed øge aktiviteten på søen til glæde for alle dem der måtte savne en tur med Baadfarten på Furesøen. De nærmere detaljer og ruteplaner er stadig under udarbejdelse.
Rute- og chartersejlads i 2026 forudsætter en større istandsættelse af skibet Furesø. Skibet Hjortholm må derimod desværre udgå af flåden og blive skrottet, da en istandsættelse til fortsat drift vurderes at være økonomisk urealistisk.
Samtidig arbejder Baadfarten med at afdække nye partnerskaber og samarbejdsmodeller, der kan være med til at sikre en langsigtet og bæredygtig fremtid for sejladsen på Furesøen.
“Med beslutningen om at istandsætte skibet Furesø har vi købt os tid. Den skal bruges til dialog med de omkringliggende kommuner og andre potentielle partnere om, hvordan Baadfarten også på længere sigt kan bevares på Furesøen og dermed ikke bare bevare en 130 år gammel Baadfart med forny og udvikle den” siger Casper Strunge, formand for Baadfartsudvalget og repræsentant for Lyngby-Taarbæk Kommune.
Baadfarten fortsætter sejladsen som hidtil på Lyngby Sø, Bagsværd Sø og Mølleåen. Læs mere på baadfarten.dk





En reaktion
Det er dejligt at høre, jeg håber, det er begyndelsen på en ny æra på Furesøen, måske med helt nye både ad åre?