For gravide og nybagte forældre kan det være en udfordring at få klinikbesøg og behandlinger til at passe ind i en hverdag med en lille ny. Det er baggrunden for Barselsbasen, der tilbyder behandling og rådgivning i familiens eget hjem.
Initiativet er startet af fysioterapeut Mikela Vaage-Nilsen, som valgte at forlade sit tidligere job for at udvikle et tilbud målrettet gravide, nybagte mødre og spædbørn. Tanken er at vende den traditionelle klinikmodel om, så det er behandleren, der kommer til familien.
Ifølge Barselsbasen kan transport, oppakning og faste aftaler på en klinik være en barriere i den første tid efter en fødsel. Det kan blandt andet betyde, at moderens egne smerter og behov for genoptræning bliver nedprioriteret. Samtidig kan behandling i hjemmet give mere rolige og velkendte rammer for barnet.

Flere faggrupper på vej
Barselsbasen tilbyder i dag fysioterapi til gravide og mødre samt undersøgelse og behandling af spædbørn. Mikela Vaage-Nilsen er samtidig i gang med videreuddannelse inden for gynækologisk og obstetrisk fysioterapi og deltager løbende i kurser med fokus på undersøgelse og behandling af spædbørn.
Tilbuddet er desuden blevet udvidet med ammerådgivning. Her er der tilknyttet en IBCLC-certificeret ammekonsulent, som samtidig har 11 års erfaring som sundhedsplejerske.
Næste skridt er efter planen at tilknytte en jordemoder på konsulentbasis. Det skal gøre det muligt også at tilbyde fødselsforberedende kurser med cirka tre måneders mellemrum eller efter behov.
Målet er dermed at samle flere tilbud omkring graviditet, fødsel og barsel i ét team, hvor en stor del af hjælpen kan foregå hjemme hos familierne.
Ifølge stifter Mikela Vaage-Nilsen har der været stor lokal interesse for konceptet, og ambitionen er nu at udvikle Barselsbasen yderligere i takt med efterspørgslen.
Du kan læse mere på barselsbasen.dk







