DTU rykker 11 pladser frem på international rangliste. Universitetet i Lyngby er nummer 110 i verden på ”Times Higher Education World University Rankings 2026”.
Det er den bedste placering, siden ranglisten første gang blev offentliggjort i 2010.
Også i Europa og Norden rykker DTU frem. DTU er nu nummer 39 i Europa og nummer 6 i Norden. Blandt de danske universiteter ligger DTU fortsat nummer tre.
Årets rangliste dækker over 2.297 universiteter, og DTU er rykket frem på de indikatorer, der vedrører uddannelse, undervisning og forskningsmiljø.
”Det er en stærk anerkendelse af kvaliteten i vores forskning og uddannelse. I vores nye strategi har vi en klar ambition om, at DTU skal være blandt Europas førende tekniske universiteter, og den her placering viser, at vi bevæger os i den retning,” siger rektor på DTU, Anders Bjarklev.








