Tak for et rigtig godt møde i går med formanden for Folketingets socialudvalg, Katrine Daugaard om børn med særlige behov – og ikke mindst tak til alle jer, der kom og bidrog.
Spørgelysten var faktisk så stor, at vi måtte sprænge tidsplanen. Det var der en god grund til.
For bag de overordnede problemstillinger, Katrine beskrev fra Folketinget, kom en lang række meget konkrete erfaringer fra familier her i Lyngby-Taarbæk. Aftaler, der ikke bliver overholdt. Frister, der skrider. Afgørelser, der bliver omgjort. Og familier, der oplever selv at skulle holde sammen på skole, PPR og socialområdet.
FORÆLDRE SOM FORÆLDRE
Som Katrine meget præcist formulerede det. Forældrene skal være forældre – ikke projektledere for et system.
Derfor var en af de stærkeste tanker fra dagens oplæg.
Én familie. Én plan. Én ansvarlig. Én koordinator på tværs af skole, PPR og socialområdet. Én fælles plan, hvor ansvar, frister og mål er tydelige – og hvor nogen har ansvaret for, at den bliver fulgt til dørs.
Vi kan ikke alt i Lyngby-Taarbæk. Vi skal heller ikke kunne alt. Men vi skal gøre alt for at finde den rigtige løsning for det enkelte barn.
ALTERNATIVER, DER PASSER TIL BARNET
Der findes gode offentlige tilbud og mindre gode offentlige tilbud. Præcis som der findes gode og mindre gode private tilbud. Derfor bør det afgørende ikke være, hvem der driver tilbuddet, eller om løsningen ligger inden for kommunegrænsen. Det afgørende skal være kvaliteten og barnets behov, og at familier ikke tvinges ind i bestemt løsning.
De mest komplekse og specialiserede behov kan en kommune af vores størrelse ikke nødvendigvis opbygge den rette ekspertise til at håndtere alene. Her skal vi være langt mere åbne over for at bruge højt specialiserede private tilbud og samarbejde med andre kommuner.
Vi bør eksempelvis undersøge mulighederne for i fællesskab med nabokommunerne at etablere specialklasser målrettet bestemte behov, hvor den nødvendige faglighed og volumen kan samles fremfor at tvinge børn i klasser, der slet ikke passer.
Valgmuligheder for familierne og adgang til den rigtige specialiserede viden er ikke i sig selv en dyrere løsning. Det kan være den rigtigere løsning – også økonomisk.
KONSEKVENSER OG ANSVAR
Noget af det grundlæggende problem er samtidig den skævhed, der opstår, når en familie overser en frist eller begår en fejl og oplever en meget konkret konsekvens, mens systemets egne fejl, forsinkelser eller forkerte afgørelser først og fremmest får konsekvenser for barnet og familien.
Katrine præsenterede derfor en række forslag fra Liberal Alliance om større gennemsigtighed, højere faglig kvalitet, mere ensartet behandling og om, at brud på borgernes retssikkerhed skal have konsekvenser. Meget af dette kræver ændringer på Christiansborg.
Og vejen fra politisk initiativ til beslutning, lovgivning og faktisk implementering i kommunerne kan være lang.
Men det betyder ikke, at vi lokalt skal vente.
Vi kan allerede nu spørge, om vores egne arbejdsgange hjælper barnet – eller bare holder systemet beskæftiget. Vi kan fjerne unødvendige kontrol- og genvurderingsled, hvor kvalificerede beslutninger allerede er truffet.
Vi kan samarbejde mere på tværs af kommunegrænser. Vi kan bruge ekstern specialviden, når den er bedre end vores egen. Og vi kan give familierne reelle valgmuligheder.
Jeg tror sagtens, at vi kan ende med at skulle bruge flere penge på børn med særlige behov. Men jeg tror også, at mange penge kan findes ved at gøre tingene anderledes, tidligere og mindre tungt.
VIRKER DET FOR BARNET
En konkluderende pointe fra Katrines oplæg, som jeg især tager med mig, er behovet for systematisk at spørge.
Skaber vores indsats faktisk progression for barnet? Virker det?
Det spørgsmål vil jeg tage med ind i mit arbejde i kommunalbestyrelsen.
Når vi får forelagt nye initiativer og status på allerede vedtagne indsatser på området, vil jeg blive ved med at spørge. Virker det? Bliver barnet hjulpet? Overholder vi aftaler og frister? Har familien reelle valgmuligheder? Og lærer systemet af det, når noget går væsentligt galt?
Vi skal kunne få den opgørelser løbende, så vi er tæt på forvaltningen og kan korrigere, når noget ser afvigende ud – inden det går galt. Helt galt.
Jeg sidder ikke i det fagudvalg, der har det daglige politiske ansvar for området. Men det fritager mig ikke for ansvar som medlem af kommunalbestyrelsen. Barnets rettigheder efter Barnets Lov skal ikke bare være noget, vi er enige om på papiret. De skal kunne mærkes i mødet med kommunen.
I KONTAKT MED FORÆLDRE
Katrine og jeg vil derfor forsøge at holde en tæt forbindelse mellem det arbejde, hun og Liberal Alliance driver på Christiansborg, og de erfaringer og udfordringer, vi ser her i Lyngby-Taarbæk.
Erfaringer som jeg vil søge at holde konkrete gennem den forældregruppe, vi dannede i går efter mødet, hvor vi vil drøfte praktiske erfaringer som forældre for børn med særlige behov i kommunen ift tiltag og status for hvad kommunen gøre og ikke gør.
For mig var dagens vigtigste konklusion egentlig ganske tydelig.
Vi skal ikke måle vores succes på, hvor meget system vi har bygget op omkring barnet. Vi skal måle den på, om barnet faktisk bliver hjulpet.
