Foto: Ole Fendt
.
En noget usædvanlig metode blev taget i brug ved et butikstyveri i Føtex Food på Skovridergårdsvej i Virum.
Butikken anmeldte tirsdag klokken 13.33 et tyveri, som havde fundet sted dagen før omkring klokken 18.00.
Ifølge anmeldelsen kom en ukendt mand ind i butikken, hvor han først orienterede sig om kasseassistenten. Herefter gik han videre til vinafdelingen og tog seks flasker Solengo Tenuta Argia rødvin.
Manden bevægede sig efterfølgende rundt i butikken og rørte flere gange ved forskellige vinflasker. Det viste sig senere, at han havde sat falske stregkoder på vinflaskerne, så de ved kassen blev registreret til en pris på blot 40-50 kroner stykket.
Den normale pris på de pågældende flasker var ifølge anmeldelsen 543 kroner pr. flaske. De seks flasker havde dermed en samlet normalpris på 3.258 kroner.
Undervejs i butikken mødte manden en bekendt, som senere betalte for vinene med sit kreditkort.
Butikken har videoovervågning fra episoden, som kan indgå i politiets videre efterforskning af sagen.
Kilde: Politirapporten






