Taarbækkerne mente, at fiskerlejet og den senere villaby havde andre behov end den landbrugsprægede hovedby Lyngby.
I perioden 1866-1908 blev der fremsat tre løsrivelsesforsøg, som alle blev afvist, men som satte et tydeligt præg på kommunens historie. Som en slags kompromis skiftede kommunen navn fra Lyngby til Lyngby-Taarbæk.
Vores myreflittige lokalhistoriker, Henning Andersen, har skrevet en fyldig og meget interessant artikel om emnet. Den kan du læse herunder:
”Det første kendte løsrivelsesforsøg blev fremsat i 1866. Taarbæk var under hastig udvikling som fiskerleje og udflugtssted, og flere borgere mente, at byens særlige interesser druknede i en sognekommune, hvor beslutningerne blev truffet med udgangspunkt i Lyngby. Forsøget førte ikke til en egentlig udskillelse, men det markerede begyndelsen på en langvarig debat om Taarbæks kommunale stilling.
Utilfredsheden blussede op igen i 1881-1882. Denne gang var det især økonomien, der stod i centrum. Mange mente, at Taarbæk bidrog med betydelige skatteindtægter uden at få en rimelig andel af kommunens investeringer tilbage. Tanken om en selvstændig kommune blev derfor igen rejst, men uden at myndighederne ville imødekomme ønsket.
Det tredje og mest omfattende løsrivelsesforsøg blev indledt i 1907. Under formanden Johannes Werner udviklede Taarbæk Grundejerforening sig til en slagkraftig lokalpolitisk organisation. Anledningen var planerne om opførelsen af Engelsborgskolen i Lyngby, mens Taarbæks børn fortsat måtte nøjes med den gamle skole fra 1821.
Grundejerforeningen hævdede, at skatteindtægterne fra Taarbæk – ikke mindst fra de velhavende sommerbeboere langs Strandvejen – i alt for ringe grad kom lokalsamfundet til gode. I en omfattende redegørelse til Københavns Amtsråd pegede man også på utilstrækkelig kloakering, mangelfulde kommunale investeringer og forskellen mellem at administrere en landkommune og et internationalt badested.
Kampagnen blev ført med usædvanlig energi. Taarbæk blev prydet med plakater for adskillelsessagen, og da Lyngby Sogneråd skulle behandle sagen i marts 1908, drog omkring 146 Taarbæk-borgere i hestevogne til Lyngby for at overvære mødet. De to sognerådsmedlemmer fra Taarbæk, bagermester Johann Garrn og fisker Peter Larsen, talte for løsrivelsen, men flertallet afviste ønsket.
Efter sognerådets udtalelse traf Københavns Amtsråd den 28. august 1908 sin afgørelse. Ansøgningen om en selvstændig Taarbæk Kommune blev afslået. Grundejerforeningen udgav året efter pjecen ‘Blade af Taarbæk Sogns Historie’, hvori hele sagsforløbet og de vigtigste dokumenter blev offentliggjort.
Selv om løsrivelsen mislykkedes, fik sagen politiske følger. På et sognerådsmøde foreslog læge Johan Lemche, at kommunen skulle skifte navn til Lyngby-Taarbæk for at understrege, at kommunen bestod af to betydningsfulde lokalsamfund. Navnet blev siden en realitet.
Der blev ikke siden gennemført nye egentlige løsrivelsesforsøg. Alligevel står begivenhederne i 1866, 1881-82 og 1907-08 som udtryk for Taarbæks stærke lokale selvbevidsthed. De viser, hvordan et lille fiskerleje og villasamfund gennem årtier kæmpede for større indflydelse på sin egen udvikling og satte et varigt aftryk på Lyngby-Taarbæks kommunale historie”.
Billedet stammer fra kommunalvalget i 1909, der fulgte umiddelbart efter Taarbæks sidste løsrivelsesforsøg.
