I Berlingske Tidende kunne man i et indlæg den 31. august i år læse, at der findes danske gymnasier, der lider af ”demokratifrygt”.
Vi frygter ikke demokratiet på Virum Gymnasium. Vi arbejder for det hver dag. Vi skal både i og uden for undervisningen skabe rammer, hvor det er muligt at udveksle holdninger og viden, at argumentere for sit synspunkt, at være uenige og indgå kompromiser for netop – både individuelt og i fællesskab – at kunne bidrage og kunne handle.
Vi er optagede af at give vores elever lyst til at indgå i elevdemokratiet og dermed også lyst til at deltage i andre sammenhænge, hvor man i en ung alder tager ansvar for udvikling og forandring. Det kan være frivilligt arbejde i foreninger og organisationer herunder partipolitiske ungdomsorganisationer.
Vi har mange engagerede elever i gymnasiets elevråd og de underliggende udvalg, som er med til at gøre en forskel, og i forbindelse med KV 25 vil vi gerne invitere de ungdomspolitiske organisationer ind på vores gymnasium.
Det vil vi generelt gerne, og derfor er det nedslående læsning, at landsformanden og den politiske udvalgsformand fra Venstres Ungdom oplever, at de danske gymnasier lider af ”demokratifrygt”. De skriver i læserbrevet i Berlingske Tidende, at de og deres medlemmer gang på gang afvises ved gymnasierne, og at det er demokratiet, der står som taber, når de oplever at blive smidt væk.
Jeg kan godt forstå, at de studser over, hvad der foregår, og at deres konklusion ender i, at det ikke må komme bag på os, hvis de unge vender ryggen til demokratiet, når for mange uddannelsesinstitutioner ikke vil lade dem møde det. De ungdomspolitiske organisationer er, ligesom deres moderpartier, en del af det levende demokrati.
Da jeg gik i gymnasiet i 80-erne i provinsen, husker jeg ikke, at der kom mange ungdomspolitiske gæster udefra, men det var nok fordi, de allerede var talrigt repræsenteret indenfor: begge fløje, alle farver. De var rygende uenige, og gymnasiet var en træningsbane i politik og demokrati. Især for dem, der var aktive, men også for os der stod mere på sidelinjen og overvejede, hvad vi skulle mene. Det bedste af det hele var, at man var uenige uden at være uvenner, det blev ikke personligt. Der skulle være respekt for modstanderens argumenter, også selvom man var uenig.
Det savner jeg i gymnasiet anno 2025, og jeg synes, at vores elever går glip af træningsbanen – måske i frygten for at blive taget på ordet på nettet – det net som aldrig glemmer og kan sende ens ytringer ud til kommentarer og bedømmelse udenfor ens kontrol. Men på trods af dette, og som modvægt, skal vores elever lære, at man skal kunne tåle uenighed, og vi som gymnasium skal tåle, at der opstår politisk uenighed og undgå at opstille unødige snubletråde for de politiske ungdomsorganisationer f.eks. ved at kræve at de koordinerer deres besøg eller kun viser sig hvert fjerde år.
I forbindelse med KV 2025 vil vi gerne to ting: understrege at de politiske ungdomsorganisationer er velkomne på Virum Gymnasium som de rollemodeller de er, og samtidig vil vi, i dialog med vores elever, undersøge, hvordan vi i denne ånd kan inspirere og skabe rammer for at flere elever får lyst og mod til at være nysgerrige ift. den politiske dialog. For ligesom landsformanden og den politiske udvalgsformand fra VU mener vi også, at demokratiet vinder på vores unge gymnasieelevers deltagelse.
