Skrevet af Mie Pittersen
Kan man forelske sig i en, der er helt uden for ens rækkevidde? Og hvor langt er man egentlig villig til at gå for at få sit første kys? Det kan publikum finde ud af, når Virum Gymnasium fra den 18. til den 21. november inviterer indenfor til årets musical, Den første gang.
Vi skruer tiden tilbage til 2005. Mobiltelefonerne er endnu ikke blevet til smartphones, musikken brager fra teenageværelserne, og på Virum Gymnasium er et nyt skoleår netop begyndt.

Her møder vi Viktor, der lige er startet i 1.g og allerede på sin tredje skoledag bliver håbløst forelsket i Anja fra 3.g. Der er bare ét lille problem. Anja er både ældre, mere erfaren og har allerede en kæreste. Men det skal ikke forhindre Viktor i at forsøge at vinde hendes hjerte.
Med hjælp fra sine venner, en god portion akavede scorereplikker og en række mildest talt uheldige beslutninger kaster Viktor sig ud i kærlighedens udfordringer. Det bliver begyndelsen på en fortælling fyldt med misforståelser, pinlige øjeblikke, venskaber, jalousi og alle de første gange, der følger med at være ung.
Den første gang er en humoristisk og hjertevarm musical, skrevet særligt til Virum Gymnasium, hvor skolens egne elever bringer fortællingen til live med skuespil, sang, dans og masser af energi.
Men musicalen handler ikke kun om den historie, der udspiller sig på scenen. Den handler også om de elever, der vælger at være en del af den. For der er noget ganske særligt ved, at unge mennesker har lyst til at bruge deres fritid på at skabe noget sammen. At de tør stille sig frem, udfordre sig selv og give noget af sig selv foran et publikum.

På tværs af klasser og årgange opstår der et fællesskab, hvor eleverne får mulighed for at udfolde nye sider af sig selv. Og måske er det netop det fineste ved årets forestilling: At mens Viktor og Anja oplever alle de første gange, der følger med ungdommen, er der også elever på scenen, som selv oplever noget for første gang. Deres første replik foran et publikum, deres første solosang eller den første gang, de mærker, hvordan det føles at være en del af noget større.
Så tag vennerne, familien eller din første store kærlighed under armen, og oplev, hvad der sker, når hjertet løber af med fornuften på Virum Gymnasium.
Spilletidspunkter
- Onsdag den 18. november kl. 19.30
- Torsdag den 19. november kl. 19.30
- Fredag den 20. november kl. 19.30
- Lørdag den 21. november kl. 15.00
Billetter
Almindelig billet: 100 kr.
Børn under 12 år og elever på Virum Gymnasium: 60 kr.
Billetter kan købes på skolens hjemmeside: www.virum-gym.dk.










