Danmarks Idrætsforbund og DGI har netop offentliggjort nye tal for 2024, som viser, at idrætsforeningerne i Lyngby-Taarbæk nu tæller 27.371 medlemmer – en fremgang på 1.058 medlemmer det seneste år og en samlet vækst på over 5.500 medlemmer siden 2021.
Det er en fantastisk udvikling, som viser, at borgerne i vores kommune i stigende grad søger fællesskab, sundhed og bevægelse. Men den positive udvikling lægger også et stort pres på vores idrætsfaciliteter.
Samtidig viser rapporten også, at Lyngby-Taarbæk ligger langt bagud, når det gælder idrætsfaciliteter. Mange foreninger kæmper med mangel på haltider og plads, og det begrænser mulighederne for børn, unge og voksne, der ønsker at være aktive.
Hvert år må foreninger og frivillige bruge tid og kræfter på at kæmpe for at få tildelt de nødvendige haltider, så de overhovedet kan give deres medlemmer mulighed for at dyrke deres idræt.
Det er urimeligt over for de mange ildsjæle, der hver uge gør en kæmpe indsats for at skabe et sundt fællesskab.
Dansk Folkeparti har længe haft forslag om at opføre en ny idrætshal – et moderne samlingspunkt, som med fordel kunne være i forbindelse med Trongårdsskolens arealer, hvor der i forvejen er aktivitet og gode muligheder for at samle idræt, skole og foreningsliv på ét sted.
Det handler ikke kun om sport, men om livskvalitet, sundhed og forebyggelse.
Vi ved, at fysisk aktivitet styrker både krop og sind, og at fællesskaber forebygger ensomhed og psykisk mistrivsel.
Samtidig bør vi give vores pensionister og seniorer mulighed for langt billigere – eller helt gratis – adgang til sundhedsfremmende aktiviteter som motion, dans og svømning.
Det er en investering, der betaler sig – både menneskeligt og samfundsøkonomisk.
Lyngby-Taarbæk skal være en kommune, hvor vi ikke bare taler om sundhed, men skaber rammerne for den.
Derfor er det tid til handling: En ny idrætshal vil styrke hele kommunen.
Vi skal ikke se idræt som en udgift, men som en del af fundamentet for et godt liv.












