Der er mange markante ændringer til glæde for dig som læser.
VSA Online har gennemgået en forvandling! Efter et halvt år i luften har vi lært meget og lyttet til vores læsere. Derfor har vi foretaget en række markante ændringer, der gør din lokale onlineavis endnu mere læsevenlig, overskuelig og brugervenlig.
Nyt layout og forbedret struktur
For at gøre indholdet mere relevant og let tilgængeligt har vi ændret vores opdeling. I stedet for geografiske områder finder du nu emneinddelinger, der tydeliggør indholdet og gør det nemmere at finde netop de nyheder og artikler, der interesserer dig. Tag selv et kig på forsiden og oplev de mange forbedringer!
En avis for og af lokalsamfundet
VSA Online er en avis med rødder i Lyngby-Taarbæk Kommune. Vi drives af frivillige medarbejdere, som brænder for at levere relevante og faktatjekkede nyheder til lokalsamfundet. Vi sætter en ære i at være en troværdig nyhedskilde – i en tid, hvor falske nyheder fylder mere og mere på nettet.
Er der fejl i artikler – så skriv endelig til os, så de kan blive rettet.
Facebook er udemærket til mange ting, men vidste du at det faktisk kun er godt halvdelen af danskerne der er på facebook, eller instagram
Med VSA Online vil vi gerne tilgodese alle dem som ikke er på de sociale medier – de har jo også behov for nyheder fra lokalområdet og de er mange.
Uafhængig og kritisk journalistik
Selvom vi ikke er partipolitiske, betyder det ikke, at vi ikke stiller kritiske spørgsmål. Tværtimod. Vores journalistik er neutral, men vi skyr ikke de historier, der kræver en grundig gennemgang og en kritisk vinkel.
Bliv en del af avisen!
Vi ønsker ikke blot at levere nyheder til dig – vi vil gerne have dig med ombord! Har du en spændende historie, et godt tip eller måske en færdig artikel? Så send det endelig til os, gerne med et billede.
Du kan melde dig som journalist, fotograf, rapporter eller hvad du synes du har af spændende muligheder for at komme med på holdet.
Hvis du står bag et lokalt arrangement, hjælper vi også gerne med at sprede budskabet både redaktionelt og via vores arrangementskalender.
Vi samler alle – VSA Online er din lokale avis
Vi er glade for, at du læser med, og vi ser frem til et fortsat godt samarbejde. VSA Online er til for os alle i Lyngby-Taarbæk Kommune og omegn. Så vær med, bidrag, og lad os sammen skabe en stærk lokalavis!
Vi Samler Alle – VSA Online
_____________________________________________________
Lidt statistik for det første halve år vi har været i luften.
Vi har haft godt 120.000 læsere – artikler der er blevet læst fra avisen
De annoncer der er blevet læst mest er blevet set af mere end 80.000 læsere.
Ca 70-75 % læser avisen fra en smartphone.
Resten læses på PC og kun få via tablet.
62% af vore læsere er kvinder – 38% er mænd
Vi har bragt 740 artikler siden vi startede og har fået omkring 200 kommentarer til artiklerne.
Ser vi på vores artikler der også ligger på Facebook kan vi se at der har været 352.000 inde de seneste 28 dage
Hvad angår alder er det tydeligt at vi har de fleste læsere fra 35-64 år der udgør næsten 50% af læserne, over 65 år er der ca. 25 % mens de unge under 35 kun udgør ca. 10%.
Med nu at lægge specialområder ind for unge, håber vi at få flere læsere af denne vej.