Dramatisk højt sygefravær

Overalt i landet vokser sygefraværet blandt de kommunalt ansatte social- og sundhedsassistenter samt hjælpere – populært kaldet sosu’er.

Og jo højere sygefraværet er, jo ringere bliver den kommunale ældrepleje, da det er sosu´erne, der står for en stor del af ældreplejen, både i hjemmet og på landets plejehjem. Sådan lyder konklusionen i en ny undersøgelse, der er baseret på beregninger fra Dansk Arbejdsgiverforening og tal fra Danmarks Statistik.

Heraf fremgår det, at det gennemsnitlige sygefravær blandt kommunalt ansatte sosu’er er steget 30 procent i løbet af de seneste ti år. Fra knap 15 dage i 2014 til lidt over 19,5 dage i 2024. 

I Lyngby-Taarbæk var tallet 19 dage – altså omtrent det samme som landsgennemsnittet.

En måneds sygefravær om året

Særlig højt er sygefraværet i kommuner som Gribskov, Egedal, Odsherred, Frederikshavn, Kalundborg, Jammerbugt og Roskilde. Her har sygefraværet alle steder passeret 23 dage i 2024. Altså mere end en typisk fuld arbejdsmåned, viser de nye tal.

Anderledes forholder det sig i kommuner som Ishøj, Allerød og Lemvig. Her er sygefraværet nede på 16 dage om året.

Større medindflydelse

At der er kommet bedre styr på sygefraværet i Allerød Kommune, handler først og fremmest om at erkende problemet og fokusere målrettet på at løse det. 

– På sosu- og velfærdsområderne har vi søsat en række forskellige indsatser, som handler om at styrke medarbejdernes faglighed og skabe større fleksibilitet og medindflydelse i arbejdet, siger formanden for sundheds- og beskæftigelsesudvalget, Jesper Holdflod Pallesen (S) i en skriftlig kommentar til Politiken, som bringer en stor artikel om emnet i dag, onsdag den 17. december.

Ikke pjæk, men stort pres

Det er blandt andet den slags indsatser, der skal til, mener fagforbundet FOA, der organiserer sosu’erne.

For det høje sygefravær handler hverken om pjæk eller dårlig arbejdsmoral, forsikrer Tanja Nielsen, formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA, i dagens artikel i Politiken.

Det handler om et presset arbejdsmiljø og en akut mangel på sosu’er, både på uddannelserne og ude i kommunerne. 

Her er det langt fra altid, at syge medarbejdere bliver erstattet med vikarer, og så skal de raske sosu’er løbe endnu hurtigere for at klare opgaverne. 

Med risiko for at de også bryder sammen og bliver syge: »Det bider sig selv i halen, og det er et kæmpe problem, at medarbejderne hele tiden løber efter opgaverne, fordi der mangler folk. Og så bliver endnu flere syge, siger hun.

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

DEBAT

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler

Håndværkere knokler for at give Restaurant Furesøbad en tiltrængt overhaling..

Lyngby Boldklub og den belgiske back Renzo Tytens har fået..

Nogle af Danmarks dygtigste eksperter fortæller om nye trends, tendenser..