På vestforbrændings hjemmesode kan man læse at der lige nu er Akut driftsstop
Tusindvis uden varme i hovedstadsområdet: Strømsvigt lammer Vestforbrænding
En kabelfejl hos elnetselskabet Radius har tirsdag den 20. januar 2026 forårsaget strømafbrydelse på Vestforbrændings anlæg i Glostrup, hvilket betyder, at tusindvis af borgere i hovedstadsområdet mangler fjernvarme.
Ifølge en pressemeddelelse fra Vestforbrænding er “langt størstedelen” af deres kunder ramt. Anlægget leverer fjernvarme til Herlev, Egedal, Frederikssund, Ballerup, Lyngby-Taarbæk, Furesø og Gladsaxe kommuner.
– Mange kunder vil kunne opleve enten helt manglende fjernvarme eller ustabil varmeforsyning, oplyser Christopher Mortensen, pressechef hos Vestforbrænding, til DR Nyheder.
Fejlen skyldes problemer på begge elkabler, der normalt forsyner anlægget med strøm. Philip Brønnum Olesen, presseansvarlig i Radius, fortæller, at teknikere har arbejdet hele dagen på at løse problemet.
– Vi skal ned til vores kabler i jorden, og det er desværre det, der tager lidt tid, siger han.
Der er endnu ikke klarhed over, hvad der har forårsaget fejlene på kablerne. Radius forventer dog, at strømmen er genetableret senest kl. 20, hvorefter der vil gå yderligere to til tre timer, før varmeforsyningen er tilbage til normal drift.
Følg driftsinformation hos vestforbrænding her




