Den kommende dansk-ledede månemission hedder Máni og er et samarbejde mellem flere danske og udenlandske forskningsinstitutioner og virksomheder. I midten af december skal Den Europæiske Rumorganisation (ESA) endeligt godkende missionen.
Foto: ESA/NASA
.
Danmark er verdensførende, når det kommer til at udvikle et bestemt apparat, der er afgørende på turen, der skal i kredsløb om Månen.
Regeringen har budgetteret med 125-130 millioner kroner til den første dansk-ledede månemission, hvor en satellit i 2029 skal i kredsløb om Månen for at kortlægge sikre landingssteder. Med på missionen er de superskarpe stjernekameraer, som virksomheden Terma og DTU Space i Lyngby har udviklet.
På grund af deres førende position inden for stjernekameraer og magnetometre har de haft instrumenter med på over 100 forskellige rummissioner.
DTU Space har blandt andet leveret stjernekameraer til Juno-missionen, der kredser om Jupiter, og til Proba-3, der skal gøre os klogere på Solens atmosfære. Derudover har forskere fra blandt andet DTU Space og Københavns Universitet udviklet kameraer og instrumenter til Nasa-robotten Perseverance, der lige nu kører rundt på Mars og leder efter tegn på liv.
Optog billeder af ”blåt lyn”
Da den danske ESA-astronaut Andreas Mogensen var i rummet for første gang i 2015, lykkedes det ham at lave optagelser af et såkaldt blue jet, altså et blåt lyn, som skød op fra toppen af en tordensky og ud mod rummet.
Sådan et lyn var hidtil aldrig blevet observeret før. Projektet var under den videnskabelige ledelse af DTU Space og var et forarbejde til rumeksperimentet ASIM (Atmosphere-Space Interactions Monitor) som blev sendt op i rummet i 2018.
Kilde: DR i går, torsdag den 27. november





