Det er glædeligt at se, at DTU endnu engang tiltrækker et stort antal ansøgere. Det bekræfter, at universitetet ikke blot er en national styrkeposition, men også et internationalt fyrtårn inden for uddannelse, forskning og innovation.
For os som kommune er DTU en kæmpe styrke. Det er ikke kun en generator for viden og teknologisk udvikling – det er også en drivkraft for lokal erhvervsudvikling, international tiltrækningskraft og bæredygtig fremgang. Derfor burde vi som kommune understøtte DTU’s udvikling meget mere aktivt – med gode byrum, bæredygtig infrastruktur og attraktive boligmuligheder for både studerende og forskere.
Desværre arbejder kommunen i dag kun meget begrænset sammen med DTU. Det er ærgerligt og kortsigtet. Vi har en international kapacitet i vores baghave, men vi inddrager den ikke systematisk i planlægning, innovation eller byudvikling. Det skal vi lave om på. Tværtimod skal vi tænke DTU ind som en naturlig partner i alt fra klimaplaner og mobilitet til unges trivsel og fremtidens boligløsninger.
Tænk, hvis vi sammen kunne skabe en grøn og intelligent bydel omkring DTU – en slags Green Town, hvor bygninger og energisystemer taler sammen, elbiler oplades, når strømmen er billigst, og data bruges til at gøre hverdagen smartere og mere bæredygtig. Det kræver politisk vilje, samarbejde med erhvervslivet og aktiv jagt på fonde og udviklingsmidler. Men det er muligt – og det er netop sådan, Lyngby-Taarbæk kan gøre sig fortjent til at være en moderne viden- og klimakommune.
Moderaterne mener, at fremtiden allerede bor i vores kommune. Nu handler det bare om at åbne døren og invitere den indenfor.





En reaktion
“Desværre arbejder kommunen i dag kun meget begrænset sammen med DTU”, skrives der i læserbrevet.
Hvad er mon årsagen til denne – kunne man godt ind i mellem fristes tro – læggen afstand fra visse politikeres side til et af områdets store aktiver?