DTU-rektor Anders Bjarklev har 40 års jubilæum

Foto: Thomas Steen Sørensen

“Erfaringerne med at starte virksomhed formede min vision som rektor”

Trangen til at omsætte viden til konkrete løsninger har banet karrierevejen for DTU’s rektor Anders Bjarklev, der onsdag den 28/5 kan fejre 40-års jubilæum som ansat i staten.

Som forsker inden for optiske fibre, der er lysledere, som kan overføre informationer via lys, gjorde Anders Bjarklev i slutningen af 1990’erne en opdagelse, der optimerede kommunikationen i bl.a. fabrikations- og rumindustrien. Det førte til stiftelsen af virksomheden NKT Photonics, der som den første danske virksomhed blev stiftet af både forskere, et universitet, DTU, og en etableret virksomhed, NKT.

Erfaringerne fra stiftelsen kom ifølge Anders Bjarklev til at forme hans mission som først prorektor for DTU i 2010 og siden rektor for DTU fra 2011 til i dag:

“Jeg ville skabe massiv fremgang for innovation i universitetsverdenen.”

I dag har DTU et unikt innovationsøkosystem, som understøtter uddannelser i verdensklasse og excellent forskning. Universitetet er gået fra at udklække seks startups om året i 2010, hvor Anders Bjarklev blev prorektor, til at udklække 120 startups i 2024. DTU ligger i top-tre over de mest patentsøgende virksomheder i Danmark – kun overgået af Vestas og Novozymes. Og på fem år er universitetet gået fra at hjemtage 700 mio. kr. i kapital til at hjemtage 2,6 mia. kr. Det har betydet, at DTU for andet år i træk er kåret som det bedste tekniske universitet i EU af ranglisten EngiRank.

Anders Bjarklev blev for nylig forlænget som rektor for DTU af DTU’s bestyrelse, og har frem mod efteråret 2028 sat et nyt mål for innovation: 200 startups skal udklækkes fra DTU om året. Heraf skal 10 ud af hver 100 kunne opskaleres.

“Missionen er klar: Vi skal bringe så mange gode idéer og løsninger som muligt fra auditorierne og laboratorierne ud i verden, hvor de kan gøre en forskel. Og den forskel skal kunne mærkes,” siger han.

Anders Bjarklevs blå bog: Fra 1985-2025

• 1985: Kontorvikar i Københavns Telefon Aktie Selskab, KTAS

• 1985-1988: Ph.d. med en afhandling om karakterisering af optiske fibre

• 1988-1992: Adjunkt

• 1992-1999: Lektor

• 1995: Dr. Techn. med en afhandling om optiske fiberforstærkere

• 1999: Professor, DTU Fotonik

• 1999: Stifter af virksomheden Crystal Fibre, i dag NKT Photonics. Virksomheden er førende i højkvalitet optiske fibre

• 2004: Modtager af Villum Kann Rasmussens Årslegat til Teknisk og Naturvidenskabelig forskning

• 2003-2010: Institutdirektør, DTU Fotonik

• 2010: Prorektor, DTU

• 2011-2025: Rektor, DTU (forlænget til 2028)

• 2013: Ridder af Dannebrog

• 2015-2022: Formand for Rektorkollegiet, Danske Universiteter

• 2020-2023: Formand for Akademiet for De Tekniske Videnskaber

• 2023-2024: Én ud af 15 eksperter i EU, der er med til at evaluere og give anbefalinger om EU’s indsats på forsknings- og innovationsområdet

• 2025: Ridder af Dannebrog af 1. grad

• Forfatter til mere end 150 videnskabelige artikler publiceret i internationale tidsskrifter. Ophavsmand til cirka 20 patentansøgninger, to virksomheder og forfatter til en bog om fiberforstærkere (1993) og krystalfibre (2003)

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

DEBAT

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Relaterede artikler

Er dit barn ved at løbe tør for idéer til,..

I perioden 16. august til 14. september 2025 forvandles skoven..

Arkivfoto Selvom børn i vuggestue- og børnehavealderen endnu ikke møder..