Er man til jazzede vokalharmonier og jul, er det netop hvad man kan opleve ved Kulturstedet Lindegårdens Søndags-matiné d. 14. december kl. 15-17. Vokalgruppen Dynamics julekoncerter har været populære i flere år, og publikum kan glæde sig til uimodståelige nye jazzudgaver af elskede julesange fra både USA og Danmark. Med hele fire stærke jazzsangere i front og en rytmegruppe med noget på hjerte bliver der leget med alle tænkelige kombinationer af stemmer og instrumenter.
Dynamics bandleder er Paul Kim, oprindeligt fra San Francisco, hvor han har vundet priser og optrådt og arbejdet sammen med store navne inden for vokaljazzen. Dynamic vækker begejstring både hos det publikum, der nyder nytænkning og kant, og hos dem, der holder af en mere traditionel stil. Flere anmeldere har sammenlignet dem med The Manhattan Transfer, men bandet har sin helt egen lyd. Da Paul Kim flyttede til Danmark opdagede han alle de smukke danske jule- og vintersange, en ny tradition at dykke ned i.
Det vil man kunne opleve fremført på smukkeste vis ved den kommende Søndags-matiné. Publikum bliver inviteret ind i et varmt og underholdende show af højeste musikalske kvalitet, der stråler af livsglæde, kærlighed til musikken og med plads til både alvor og humor.
Det seneste album er det anmelderroste Have a Dynamic Christmas (2021), hvor både Ole Kock Hansen og Jens Søndergaard medvirker, og i 2025 udkom første single til deres kommende EP-album.
Line-up:
Paul Kim (voc), Anne Rørbæk Olesen (voc), Katrine Rømhild (voc), Kirstine Dahlberg (voc), Fredrik Rejle (g), Hasse Tang (drm) Niels Wilhelm Knudsen (b)
Billetter på: www.kulturstedetlindegaarden.dk






En reaktion