I dagene 11.-19. oktober forvandles Frilandsmuseet til et univers fyldt med nordisk folketro, trolddom og magiske væsner.
Uhyggens slør bliver kastet ud, når Frilandsmuseet fejrer Halloween i efterårsferien. Den nordiske folketro er nemlig fyldt med farlige væsner, som du kan være så uheldig at møde i efterårsferien. Men heldigvis kan børn og voksne væbne sig med troldekors, amuletter, græskarlanterner, sølv og andre overtroiske remedier, så de uhyggelige væsner ikke overtager både by og sind.
Åmanden er en af dem, du kan stifte bekendtskab med i år, da fortællingerne om den lumske herre af sø og å bliver levendegjort i årets Halloween-teater. Ud over teater og fortællinger byder dagene på sjove aktiviteter, kreative værksteder og masser af stemningsfuld efterårshygge, hvor både store og små kan slippe fantasien løs.
Troldeteater
Hver dag kl. 11.00, 13.30 og 15.00 bliver Åmanden vakt til live i troldeteaters stykke, der varer max 20 minutter.

Skovens magi
Har du nogensinde hørt om huldren? Hvad med nisser, hekse og trolde? Tag med på familie rundvisning, hvor en museumsvært fortæller om magiske væsner og hvordan man beskytter sig imod dem. Der er ture hver dag Kl. 12.30 og 14.45.

Skræmmende trylletricks
Klovnen Joey står klar med trylleri og (u)hyggelige trylletricks på Frøsnapperbyens cirkusplads hver dag kl. 12.00 og 14.30. Joey byder på et skræmmende godt trylleshow, der kan få hele familien til at grine.

Halloween på Frilandsmuseet
Dato: 11.–19. oktober
Sted: Frilandsmuseet, Kongevejen 100, Lyngby
Entré: Voksne 145 kr. / Børn og unge under 18 år gratis












