Er det tid til at genoplive Den Grønne Legeplads i Virum?

Et personligt opråb om børns legemuligheder i Lyngby-Taarbæk Kommune

.

Har vi nogensinde haft en børnenes borgmester eller måske legemester, i Lyngby-Taarbæk? Nej, det har vi ikke – men måske burde vi. For hvem taler egentlig børnenes sag, når det gælder deres leg og udeliv i kommunen?

Når man slår op på kommunens hjemmeside for at finde legepladser, dukker der da også en række forslag op. Mange af dem ligger placeret rundt omkring i boligområderne, hvilket giver mening. Men vores lokale flagskib, Den Grønne Legeplads i Virum, fremstår i dag som en skygge af, hvad den engang var.

Fra populær legeplads til tung karussel

For år tilbage blev der i forbindelse med byggeri på posthusgrunden i Virum foreslået, at man etablerede en ny legeplads langs stien og banen. Svaret dengang var, at man blot kunne bruge Den Grønne Legeplads. Men det var før, den blev bygget om.

Klatretårne, rutsjebaner og andet populært udstyr blev fjernet og erstattet af en stor og tung karussel, som mindre børn slet ikke kan bruge, og som større børn knap kan dreje. Det virker som om, det ikke var brugere og fagfolk, men snarere en dygtig sælger, der stod bag beslutningen.

Frivillige holder liv i trafiklegepladsen – men det halter

Da bemandingen på Den Grønne Legeplads ophørte for snart to år siden, trådte lokale frivillige fra Virum-Sorgenfri Handels- og Borgerforening til. En aftale med kommunen gjorde det muligt at stille trafiklegepladsens køretøjer frem i weekenderne – mod at foreningen kunne benytte huset til visse arrangementer. Det har fungeret godt, trods udfordringer med frivillig arbejdskraft som det tit sker.

Alligevel har jeg – som kontaktperson – fået adskillige henvendelser, nærmest ugentligt, fra dagplejere, børnehaver og skoler, der gerne vil benytte legepladsen i hverdagene. Mange spørger, om de må få koden til skuret med køretøjerne, eller om jeg kan komme og sætte dem frem. Men svaret må ofte være nej, fordi ordningen lige nu kun dækker weekender.

Flere har direkte sagt, at uden køretøjerne vil de ikke bruge legepladsen – for siden ombygningen er den ganske enkelt blevet kedelig. Der er hverken klatretårn, rutsjebaner eller legeredskaber i sandkassen. Og uden trafikbilerne giver det ingen mening at kalde det en trafiklegeplads.

Smid ikke ud – genbrug!

Vi har tidligere gjort kommunen opmærksom på, at køretøjerne er slidte, men stadig kan holde i mange år. En frivillig har skiftet dæk uden beregning, og vi har spurgt om lidt maling og nye sæder – men fik besked på, at der ikke var penge til det. Beskeden lød: “Når cykler og mooncars går i stykker, skal de kasseres”

Det virker helt forkert, især når vi har tilbudt at klare opfriskningen frivilligt. Det handler om fine, solide køretøjer, der blot trænger til en kærlig hånd fordi de naturligvis bliver slidt.

Samtidig har en pensioneret skolelærer, tidligere trafiklærer, henvendt sig og tilbudt at undervise børn i trafikregler – frivilligt. Men også han må melde pas, fordi køretøjerne ikke er i en stand, hvor de kan bruges til undervisning. Det vurderes, at ca. 2.000 kr. i reservedele ville være nok til at få dem op at køre. Alligevel er det åbenbart kommunens politik at smide ud frem for at reparere.

Endnu en begrænsning: nu er legepladsen optaget i dagtimerne

Den seneste udvikling gør ikke situationen bedre. Nu hvor Børnehaven Jordbærhaven ikke længere skal køre til Værløse, har kommunen besluttet, at de skal benytte Den Grønne Legeplads hver dag i dagtimerne. Det betyder, at området – og huset – er optaget af en børnegruppe på 12-14 børn, og at andre brugere reelt bliver udelukket i alle dagtimerne.

Så må alle de institutioner og forældre, der ellers har vist interesse, se sig om efter andre steder – hvilket ofte kræver busture ud af kommunen. Det virker ikke bæredygtigt.

Inspiration fra København – og et håb om nytænkning

For nylig havde jeg mine børnebørn på besøg. De er i alderen 5–9 år, og vi ville gerne lave noget andet end at hænge ud på den lokale, lidt slidte legeplads. Jeg kiggede på Københavns Kommunes legepladser og blev imponeret. Vi tog til Valbyparken, hvor der var unge medarbejdere, der lavede bål, snittede træ med børnene og stod for aktiviteter. Der var masser af plads og velholdte cykler til fri afbenyttelse.

Københavns Kommune er selvfølgelig en større kommune, men forskellen er slående. For selv om kommunen er større havde de ikke mindre en 25 gode legepladser til børnene, samt en hel masse mindre rundt omkring i boligområderne.

Når man ser på beskrivelsen af legepladser i Lyngby-Taarbæk, som f.eks. Sophienholm og Virumgård, lyder det fantasifuldt – men virkeligheden lever ikke altid op til det. En påfugl-rutsjebane og et gammelt, skævt legehus ved Sophienholm imponerer ikke børnene. Og skovlegepladsen ved Virumgård med stubbe og trædyr er mere et kort besøg værd end et sted, man bliver hængende.

Lad os tænke nyt – sammen

Den Grønne Legeplads har potentiale. Med de rette tiltag kunne den blive et levende samlingspunkt for både leg og læring. Den kunne danne ramme om trafikundervisning, familiedage, børnefødselsdage – og måske endda fungere som en form for udendørs læringsmiljø med bålplads.

Et helt nyt forslag – ikke i stedet for, men som supplement

Parallelt med ønsket om at redde Den Grønne Legeplads, bør der også ses på mulighederne for at skabe et nyt, moderne legeområde i kommunen – ikke som erstatning, men som et supplement.

Et sted med plads til store og små børn, aktiviteter, trafikundervisning og fællesskab. Inspirationen findes f.eks. i Københavns Kommune, hvor man i Valbyparken har skabt et aktivt legeområde med bålpladser, cykler, naturaktiviteter og plads til børnefødselsdage og så endda bemandet.

Tænk, hvis man i Lyngby-Taarbæk kunne skabe noget lignende – måske i samarbejde med Sophienholm, Frederiksdal Skov eller en af de mange fonde, der støtter grønne og pædagogiske formål, som f.eks. Realdania. Der er muligheder – men det kræver vilje og visioner.

Men først og fremmest skal vi organisere en bæredygtig og åben løsning for Den Grønne Legeplads. Med adgang i dagtimerne, fungerende toiletforhold, og vedligeholdte redskaber. Det handler om vilje og prioritering.

Måske har vi ikke en børnenes borgmester eller legemester endnu – men det burde vi have. Og indtil da må vi voksne træde til og sige: Nu må der ske noget. Der er masser af ideer og forslag og med den rette indstilling er det ikke nødvendigvis økonomien, men ligeså meget kreativiteten der sætter grænserne.

Offentlig bålplads, forbeholdt børnearrangementer